23-01-2026  - MCH Presse

Livsstilsbranchen samles nu til tre inspirerende dage i Herning

Livsstilsbranchen samles nu til tre inspirerende dage i Herning

Perspektivrige dialoger er en central del af Formland, der søndag-tirsdag samler livsstilsbranchen i MCH Messecenter Herning. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Syv koncepthaller med fuldt fokus på design, interiør og livsstilsprodukter i det hele taget venter de besøgende på årets Formland Spring. Messen finder sted i MCH Messecenter Herning 25.-27. januar.

De besøgende på Formland Spring 2026 kan se frem til at gå på opdagelse blandt et væld af udstillere, der tæller både etablerede, toneangivende brands og nye iværksættere på vej frem - dels i Creators Community-området, dels på tværs af hele messen.

Nordens mest inspirerende interiør- og livsstilsmesse beskæftiger sig i denne ombæring med områderne 'Interior', 'Garden', 'Taste', 'Fashion' og Creators Community, der fordelt over syv koncepthaller tilsammen giver et grundigt billede af, hvad der rører sig i branchen.

- Formland Spring bliver første skridt i en sæson, hvor vi ikke blot samler branchen, men fortsætter det ambitiøse arbejde med at sætte nye standarder for, hvordan branchen mødes, matches, samarbejder og driver fælles udvikling, konstaterer Formlands projektleder Flemming Andersen, MCH A/S, og fortsætter:

- Formland er mere end en messe. Det er et sted, hvor idéer mødes, hvor netværk styrkes, og hvor nye forretningsmuligheder opstår - og et sted, hvor designmusklerne bliver spændt, og hvor vi sammen løfter branchen.

Trend- og eventzone
Formland Spring 2026 ér virkelig mere end en messe - foruden udstillerne venter således et generøst overflødighedshorn af interessante talks, horisontudvidende foredrag, nytænkende zoner og betagende installationer.

Eksempelvis kan de besøgende se frem til at opleve Studie FlyHelsteds trendzone 'From Bloom to Fade - Grounded in nature', der byder på nøje udvalgte produkter, et blomsterstudie, en shop-in-shop, workshops og trendtalks.

Trendtalks kan også opleves i messens eventzone, hvor eksempelvis trendekspert Anette Eckmann blandt andet fortæller om tre aktuelle trendtemaer i form af ord, produkter og farver. I eventzonen venter også åbne blomsterworkshops med det kreative studie Almeja Space.

Foredrag og iværksætterånd
Andetsteds på messen finder man 26 talentfulde brands på vej frem, og de udgør tilsammen iværksætterområdet Creators Community. Her er kreativitet, skabertrang og innovation i centrum, og allerede på åbningsdagen, søndag klokken 17.30, kåres Årets Creator af en professionel fagjury på Speak Up-scenen.

Netop på foredragsscenen Speak Up venter fremsynede foredrag om alt lige fra AI og forbrugeradfærd til interiør og detailhandel - vel at mærke serveret af nogle af branchens mest markante navne. Blandt profilerne, der deler ud af deres indsigter, hører blandt andre trendforsker og etnolog Julia Lahme, designer og forfatter David Andersen, fremtidsforsker Mathias Behn Bjørnhof, serviceekspert, foredragsholder og forfatter Ian Wisler-Poulsen samt trendforsker Louise Byg Kongsholm, pej gruppen.

De besøgende kan desuden se frem til en frodig oplevelse i Greenhouse, Formlands grønne univers, der er skabt i samarbejde med Gasa Group. Herudover bliver der mulighed for at nyde skulpturelle installationer skabt af designer Sarah Gottlieb.

Formland Spring finder sted i MCH Messecenter Herning 25.-27. januar 2026. Læs mere på formland.dk.


Se flere billeder