Senest opdateret mandag 15. juni kl. 15:30.
HERNING KOMMUNE OG AGROMEK SIKRER HJÆLP TIL MCH
15-06-2020
Herning Kommune overtager tre af de fire tribuner på FC Midtjyllands hjemmebane, MCH Arena. Købsprisen er 51,5 millioner kroner. Derudover køber Agromek, den anden store aktionær i MCH A/S, en del af de kommercielle faciliteter på den fjerde tribune for 10 millioner kroner. Dermed får MCH A/S, som i øjeblikket ejer stadion, tilført vigtig likviditet på et tidspunkt, hvor selskabet er presset efter måneder uden indtægter og med udsigt til en periode af ukendt varighed med restriktioner og uvished.
- MCH befinder sig i en vanskelig situation. Derfor har vi forhandlet os frem til denne løsning, hvor kommunen køber MCH Arena af MCH med undtagelse af den tribune, hvor de kommercielle aktiviteter foregår, siger Lars Krarup (V), borgmester i Herning Kommune.
Aftalen er mandag 15. juni godkendt i Økonomi- og Erhvervsudvalget, og den er 22. juni på dagsordenen i Herning Byråd.
- Herning Kommune er hovedaktionær i MCH, som har meget stor samfundsmæssig betydning for hele Herning-området. Derfor vil vi gerne hjælpe, hvis vi kan, siger Lars Krarup.
Pengene finder Herning Kommune i den såkaldte udviklingsfond.
Herning Kommune har haft ekstern ekspertbistand fra Deloitte for at sikre, at prisen for tribunerne er den rette, og at alle detaljer overholder gældende lovgivning. Efter kommunalfuldmagten må en kommune gerne drive et fodboldstadion og stille anlægget til rådighed for professionelle fodboldklubber. Det ser man i en lang række danske kommuner, som har superligahold - for eksempel Aarhus, Aalborg, Silkeborg og Esbjerg.
- Det helt afgørende er, at vi handler økonomisk forsvarligt samtidig med, at vi naturligvis overholder alle love og regler på det her område. Det har vi gjort alt for at sikre os, siger Lars Krarup.
Agromek understreger vigtigheden af MCH
For Agromek har det også været afgørende at finde en løsning.
- MCH er en afgørende brik for Agromek, og som ansvarlig ejer er vi glade for den konstruktive dialog med både MCH og Herning Kommune. Vi er glade for, at det er lykkedes at lande en aftale, som har en fin balance mellem ejerforhold, ejernes interesser i MCH og den likviditet, vi hver især bringer, siger Sten Andersen, bestyrelsesformand i Agromek.
MCH hilser aftalen velkommen
Hos MCH ser bestyrelsesformand Poul Sand positivt på aftalen.
- Det er en dybt ulykkelig situation, som MCH, der ellers er en sund virksomhed, helt uforvarende er kommet i. Vi er rigtig glade for den løsning, som vores to største ejere nu har fundet. Det er en løsning, der gør, at vi nu kan fortsætte det hårde arbejde, siger Poul Sand.
Tidligere covid-19-opdateringer
MCH ramt af nedlukning, restriktioner og uvished
13-06-2020
Gennem 37 år har jeg haft glæden og æren af at være en del af dette samlingspunkt, hvor mennesker mødes fagligt og personligt, og hvor MCH’s dedikerede medarbejdere skaber rammerne for mødet med og mellem mennesker. Vi står nu i en helt usædvanlig situation.
Vi oplever mange måneder uden indtægter siden nedlukningen i marts, og derefter ser vi ind i en periode af ukendt varighed med restriktioner og uvished. Det rammer vores omsætning i et omfang, der medfører et behov for likviditet og brug for hjælp udefra.
Det er vores status i MCH-koncernen og også det budskab, man kan se i flere medier.
Restriktioner rammer
Forsamlingsforbuddet hæves gradvist, så det bliver 200 i august. Ved konferencer og kultur er grænsen 500 personer. Det er en forbedring, men da vores forretning er bygget på, at mange mennesker mødes i alle vore forretningsområder (messer, musik, mesterskaber og møder), så rammer restriktionerne fortsat meget hårdt.
Uvisheden rammer
Med udgang af august slutter lønkompensationsordningen, men vores forretning vil være ramt længe efter. Jeg håber, at regeringen holder ord og rækker ud med økonomisk hjælp til os og andre erhverv, hvor konsekvenserne og tabene er store og strækker sig over lang tid.
Uvisheden gælder også regler og restriktioner. Vi har lang planlægning til vores store arrangementer. Derfor har vi brug for brugbare regler og pejlemærker, der giver mening.
Vi har som mål at skabe vished, tryghed og sikkerhed hos vores kunder og samarbejdspartnere – både udstillere og besøgende til alle arrangementer i vores huse – men det er umuligt at give noget videre, som man selv mangler.
Brug for hjælp udefra
Fem måneder uden indtægter efterfulgt af restriktioner og bred uvished koster også i den tid, vi ser ind i. Og sker der ingen forbedringer i situation og vilkår, vil det fortsætte i 2021.
Det har uforvarende ramt os hårdt, så vi har brug for hjælp i form af likviditet. Derfor er vi i en tæt dialog med vores bank og vores primære ejere, Herning Kommune og Agromek.
Vi er vores ansvar bevidst, og vi vil gøre alt for fortsat at skabe unikke oplevelser, hvor mennesker mødes.
Herning, 13. juni 2020
Georg Sørensen,
Administrerende direktør i MCH A/S
DANSK ERHVERVSLIV KAN IGEN MØDES FAGLIGT OG PERSONLIGT
15-05-2020
Erhvervsministeriet har opdateret retningslinjerne for messeaktivitet, der nu er omfattet af det regelsæt for antal kvadratmeter pr. person, som også kendes fra landets stormagasiner og storcentre. Messeaktiviteten i MCH kan således genoptages, og interiør- og designmessen Formland bliver den første messe, der kan slå dørene op i Herning til august.
Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen hilser ministeriets udmelding velkommen.
- Vi noterer os med stor tilfredshed, at messeaktivitet nu igen er mulig til gavn for dansk erhvervsliv, vores udstillere samt de besøgende indkøbere og fagfolk. Det har stor betydning for vores forretning, da messeaktiviteten udgør hovedparten af den samlede omsætning i MCH A/S, der har været totalt nedlukket siden 11. marts, siger Georg Sørensen og tilføjer:
- Vi glæder os over igen at få mulighed for at samle de mange brancher og er nu i dialog med samarbejdspartnere, brancheforeninger og udstillere om hver enkelt messe. Vi ser frem til at kunne bidrage til genstarten af dansk erhvervsliv.
En ansvarlig og tryg messeoplevelse
Med 110.000 kvadratmeter fordelt over 15 messehaller samt 10.000 parkeringspladser har MCH mulighed for at sikre den nødvendige plads og de hygiejnemæssige tiltag, der skal til, for at myndighedernes retningslinjer og anbefalinger kan efterleves.
- Vi har under nedlukningen af Danmark arbejdet på scenarier for en ansvarlig og tryg messeoplevelse. Det arbejde vil vi nu intensivere, siger Georg Sørensen og understreger:
- I mere end 65 år har vi haft fokus på at skabe rammerne for den unikke oplevelse og for mødet mellem mennesker. Værtskabet for det personlige møde er vores passion - også i denne særlige situation.
MCH anvender hjælpepakken
23-03-2020
MCH A/S anvender regeringens hjælpepakke med ønsket om at fastholde medarbejderstaben og undgå fyringer i den nuværende situation. 228 ud af 259 medarbejdere sendes hjem.
Alle MCH-arrangementer i marts og april er aflyst eller udsat – med en forventning om, at arrangementer i maj og juni også snart vil blive berørt af corona-situationen. Derfor tager MCH A/S nu et nødvendigt skridt og indtræder i Regeringens hjælpepakke for at sikre virksomheden og undgå afskedigelser i kompensationsperioden.
Afgørende at fastholde medarbejdere og give tryghed
- I MCH lever vi af det personlige møde. Mødet med og mellem mennesker samt fælles oplevelser. Det må vi vente med i en periode af ukendt varighed. Regeringens hjælpepakke giver mulighed for at understøtte fundamentet i MCH og fastholde vores medarbejdere, så vi også på længere sigt kan tilbyde MCH-oplevelser til vores kunder, gæster og samarbejdspartnere. Derfor har vi i dag sendt 228 ud af 259 medarbejdere hjem, udtaler administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen, som fortsætter:
- Personligt har jeg det svært med begrebet ”hjemsendelse”. Det har en umiddelbar forkert klang i mine ører. Men i denne forbindelse er det positivt og rigtigt at sende medarbejderne hjem. Således kan vi undgå fyringer og sikre, at alle vores medarbejdere kan oppebære løn i kompensationsperioden.
- En stor tak til Statsministeren, Regeringen og hele Folketinget for handling og hastighed. Hjælpepakkerne er med til at sikre vores arbejdspladser her og nu, og at vi kan give vores medarbejdere tryghed i en hård, svær og uvis tid.
Vi er klar til at tage et medansvar og parat til en personlig dialog over telefonen
- Et højt serviceniveau og det gode værtskab er DNA’et i vores virksomhed, og selvom vi har sendt næsten alle medarbejdere hjem, vil der fortsat være mulighed for dialog. Vores telefon er åben, og vi er ved behov klar til en personlig samtale over telefonen med vores kunder og gæster, siger Georg Sørensen, og fortsætter:
- Men det vigtigste af alt er, at vi fortsat viser sammenhold og det rigtige samfundssind i Danmark. Det gør vi bedst, ved at vi hver især og i fællesskab – og med stor forståelse – tager del i kampen om at formindske mulighederne for corona-virussens fremturen. Det er og bliver et fælles ansvar.
Georg Sørensen,
Administrerende direktør i MCH A/S
MCH-koncernen udsætter og aflyser arrangementer i april
17-03-2020
Vi følger løbende med i covid-19-udviklingen, og den skærpede situation betyder, at vi har besluttet at udsætte eller aflyse alle vores egne arrangementer også i april måned uanset størrelse og forventet antal gæster.
Beslutningen er både naturlig og nødvendig, sådan som situationen har udviklet sig.
Aflysningerne drejer sig om messerne Loppe- og stumpemarked (4. april) og Shopping- og outletmessen (18.-19. april), der begge er sæsonbestemte og halvårlige – og dermed på programmet igen i efteråret.
Tidligere aflyste vi marts måneds forestillinger af den store egenopsætning af musicalen '9 to 5'. Nu aflyses også forestillingerne i april. '9 to 5' gennemføres i stedet i foråret 2021.
Koncerten med Anders Blichfeldt (30. april) er udsat til efteråret.
Billetkøbere til alle berørte arrangementer vil naturligvis få direkte besked.
Georg Sørensen,
Administrerende direktør i MCH A/S
Vi holder åbent og er klar til personlig dialog
13-03-2020
I MCH har vores gæsters og medarbejderes sundhed og velvære førsteprioritet, og den skærpede situation med covid-19 betyder, at en række arrangementer enten udskydes eller desværre helt udgår af kalenderen.
Vi skal alle stå sammen uden at stå tæt – og uden at Danmark går i stå. Derfor følger vi naturligvis myndighedernes anbefalinger om at holde afstand, og derfor arbejder alle MCH’ere, der har mulighed, hjemmefra.
Men telefonerne er åbne, og vi er som altid klar til en personlig dialog med vore kunder og gæster. Vort billetsalg i kongrescentret er bemandet, så du kan komme forbi og få personlig kontakt – i respekt for den anbefalede afstand.
Bemærk: Alle berørte billetkøbere til udsatte eller aflyste arrangementer vil blive kontaktet. Det gælder, hvad enten du har købt billet til et arrangement i MCH Herning Kongrescenter, MCH Messecenter Herning eller Jyske Bank Boxen.
Har du mod forventning ikke modtaget en besked fra os, er du velkommen til at henvende dig til MCH Billetsalg på telefon 99 26 99 99 eller på mail billetsalg@mch.dk. Billetsalg holder åbent alle hverdage i tidsrummet 09.00-15.00.
Der kan forekomme længere svartid, men vi gør alt, hvad vi kan for at besvare jeres henvendelser og konkrete spørgsmål hurtigst muligt.
Med normalt flere end en million gæster om året er det en både usædvanlig og underlig tid for os i MCH, at vores lokaler står tomme, og vi glæder os derfor rigtig meget til at kunne byde jer alle sammen indenfor igen!
Mange hilsner og på glædeligt gensyn
MCH
MCH-koncernen udsætter og aflyser arrangementer i marts
11-03-2020
I MCH prioriterer vi vores gæsters sikkerhed og sundhed højt, og det gør vi naturligvis også i denne skærpede situation med covid-19.
På den baggrund har vi i MCH valgt at udsætte eller aflyse alle vore egne arrangementer i marts måned uanset størrelse og forventet antal gæster. Det gælder således også arrangementer med under 1.000 deltagere.
Det drejer sig blandt andet om den store fagmesse Foodexpo, der blev udsat i lørdags, koncert med bandet Simple Minds, koncerten Absolute Bass, to MGP-koncerter samt marts måneds fem forestillinger af den store egenopsætning af musicalen ”9 to 5”. De ti forestillinger i april afventer sundhedsmyndighedernes vurdering af næste måned.
Det gode værtskab er vores passion, og med til det gode værtskab hører, at vi kerer os om gæsternes sikkerhed og sundhed. Derfor er dette en naturlig og nødvendig beslutning i dag, sådan som situationen har udviklet sig de seneste to døgn med en tidobling af smittede til nu i alt 340 smittede.
Georg Sørensen,
Administrerende direktør i MCH A/S
Fødevaremessen Foodexpo udsættes
07-03-2020
Statsministeren opfordrede på fredagens pressemøde til at udsætte eller aflyse arrangementer med over 1.000 deltagere. Det medførte hektisk og intens aktivitet resten af dagen i MCH-koncernen, der blandt andet står bag MCH Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen.
Aktiviteterne spænder vidt, og et af de store arrangementer i marts måned er Nordens største fødevaremesse, Foodexpo, der i 2018 samlede 25.000 fagfolk. Messen udsættes, og MCH er i gang med planlægning af ny dato for messen, der tiltrækker besøgende og udstillere fra mange lande. På nuværende tidspunkt er 550 udstillere tilmeldt messen.
Foodexpo arrangeres af MCH i samarbejde med de 13 førende brancheforeninger, der repræsenterer såvel udstillere som besøgende. Branchens opbakning er afgørende for messen.
- Det skal give mening at ændre termin for en messe 14 dage før åbning, og en ændring involverer mange interessenter - i dette tilfælde messens samarbejdspartnere, 550 udstillere og en lang række fagkonkurrencer og mesterskaber. Derfor er vi meget taknemmelige for, at vores beslutning om udsættelsen sker med enstemmig opbakning fra alle brancheforeninger og -organisationer og klare, anerkendende tilkendegivelser fra de udstillere, vi indtil nu har nået at tale med, efter beslutningen er truffet, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, og fastslår:
- Arbejdet med at finde et nyt tidspunkt har sammen med de individuelle vurderinger af marts måneds øvrige arrangementer højeste prioritet.
Foodexpo arrangeres i samarbejde med HORESTA, MLDK - Mærkevareleverandørerne, DF - Danmarks Fiskehandler, Fødevareklubben, Kost & Ernæringsforbundet, LBI - Leverandørforeningen for Bagerimaskiner og inventar, BKD - Bager- og Konditormestre i Danmark, De Samvirkende Købmænd, DSM - Danske Slagtermestre, Nærbutikkernes Landsforening, BFS - Foreningen for Storkøkken, BKC - Branchen for Kaffe- og Convenienceløsninger og Foreningen Kantine & Køkken.
MCH orienterer om covid-19
06-03-2020
Grundlæggende tager vi i MCH gerne et medansvar for vores gæsters sikkerhed og sundhed. Det gør vi naturligvis også i denne skærpede situation med Coronavirussen. Vi har derfor løbende fulgt myndighedernes anbefalinger, og i forlængelse af Statsministerens pressemøde i dag tog vi umiddelbart efter kontakt til eksterne arrangører og samarbejdspartnere for at drøfte statsministerens budskab og konsekvenserne for arrangementer i MCH Messecenter Herning, MCH Herning Kongrescenter og Jyske Bank Boxen i marts måned.
MCH’s kalender er en kombination af eksterne arrangører og egne arrangementer. Vi vil følge statsministerens opfordring for egne arrangementer i marts med over 1.000 gæster. De vil blive vurderet individuelt og udsættes eller gennemføres med reduceret kapacitet, ud fra hvad der giver mening. Øvrige arrangementer i marts måned, såvel egne mindre arrangementer som alle arrangementer med ekstern arrangør, vil også blive vurderet individuelt af arrangørerne. Arrangementsændringer vil løbende blive meldt ud her på hjemmesiden.
Vi har i hele COVID-19-perioden holdt os opdaterede på sundhedsmyndighedernes hjemmesider og har løbende foretaget en række tiltag anbefalet af sundhedsmyndighederne herunder, og den indsats fortsættes naturligvis for arrangementer, der gennemføres:
- Opsat Sundhedsstyrelsens plakater, der opfordrer til at øge hygiejnen med bl.a. håndsprit og øget hensyn ved nys og host – for at beskytte både sig selv og andre mod smitte generelt (forkølelse, influenza og coronavirus).
- Opsat yderligere muligheder for afspritning af hænder.
- Øget rengøringen – især, hvor der er meget trafik samt på toiletter, dørhåndtag, gelændere osv.
- Fulgt sundhedsmyndighedernes kraftige opfordring og vi karantænesætter derfor medarbejdere, der har været i risikoområder og kommet hjem de seneste 14 dage.
Georg Sørensen
Administrerende direktør, MCH A/S