Ramasjang Mysteriet er efterhånden blevet en klassiker inden for dansk børneunderholdning, og nu kan det yngste publikum i familien få lov at opleve Ramasjangs detektiv Kristian på helt tæt hold, når han går på scenen i Herning for at redde julen. Selveste julemanden er nemlig blevet bestjålet, og ingen ved, hvem skurken er. Hvis ikke mysteriet bliver opklaret hurtigst muligt, vil det være slut med julegaver, juletræer, nisser og rensdyr for altid.
Sammen med alle børnene i Teatersalen i MCH Herning Kongrescenter vil Kristian prøve at finde ud af, hvem, af Ramasjangs syv skurke, der har været på spil. Er det den gamle Reichardt Thomsen? Den svenske danseslyngel Danse Staffan? Fodboldtossen Ronni Roligan? Hanne Riffel? Camping Vagn? Preben Pølsesnak eller Fru Pudderkvast? Uanset hvem der er den skyldige, er en ting helt sikkert: Der bliver fart over feltet med masser af underholdning og detektivarbejde i børnehøjde med alle de kendte, prisvindende sange fra Ramasjang Mysteriet live på scenen.
Ramasjangs Julemysterium kan opleves i MCH Herning Kongrescenter 15. december 2019. Billetter kan købes på mch.dk.