07-11-2024  - MCH Presse

Loppe- og stumpemarked byder på 23.000 kvadratmeter genbrugsskatte

Loppe- og stumpemarked byder på 23.000 kvadratmeter genbrugsskatte

Loppe- og stumpemarked byder på alt lige fra nips til reservedele til biler. Foto: MCH/Tony Brøchner.

I alt cirka 350 stadeholdere sælger ud af de gyldne gemmer, når MCH Messecenter Herning 16. november 2024 danner rammen om det traditionsrige Loppe- og stumpemarked.

Besøgende kan se frem til at gå på opdagelse blandt alverdens spændende sager på det forestående Loppe- og stumpemarked, hvor der venter både antikviteter, kræmmerting og reservedele til motorkøretøjer. Markedets loppedel byder på cirka 275 standeholdere, mens stumpedelen tæller cirka 75 stadeholdere, og i alt breder Danmarks største indendørs marked sig over 23.000 kvadratmeter fordelt på otte haller.

I loppedelen finder de besøgende alt fra teaktræsmøbler og keramik til retro-plakater, unikke lamper, sjældne frimærker, porcelæn og et væld af nips, mens stumpedelen med sine mange reservedele er guf for motorentusiaster, hvad end man er ude efter udstyr til biler, motorcykler, scootere eller knallerter.

- Vi er meget taknemmelige for den store opbakning til efterårets Loppe- og stumpemarked, og vi er sikre på, at de mange besøgende igen vil nyde at gå på opdagelse blandt markedets mange fine sager. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at udstillerne vil lægge sig i selen for at præsentere flotte stande spækket med interessante objekter fra før og nu, lyder det fra Anders Ladefoged Mortensen, projektchef i MCH A/S.

Loppe- og stumpemarkedet byder foruden de mange lopper og stumper også på diverse oplevelser for folk i alle aldre - eksempelvis bliver det muligt at se modelflyvere i én af hallerne, ligesom besøgende kan se frem til at opleve svæveflyvere og prøve en simulator. Endelig kan nysgerrige få vurderet sine ting af Holstebro Auktioner, der således er repræsenteret på markedet.

Loppe- og stumpemarked finder sted i MCH Messecenter Herning 16. november 2024. Billetter kan købes med en onlinerabat på 25% allerede nu på www.loppeogstumpemarked.dk eller ved indgangen.


Se flere billeder