03-02-2019  - MCH Presse

Lukas Graham fik taget til at lette i en udsolgt Jyske Bank Boxen

Lukas Graham fik taget til at lette i en udsolgt Jyske Bank Boxen

Jyske Bank Boxen dannede i weekenden ramme om Lukas Grahams spektakulære koncerter. Foto: MCH/Lars Møller.

Storhittende Lukas Graham med Lukas Forchhammer i front tog i weekenden 30.000 publikummer med storm, da bandet lørdag og søndag aften indtog Jyske Bank Boxen til to udsolgte koncerter i multiarenaen.

Sætliste:

  • Not a Damn Thing Changed
  • Take the World by Storm
  • Strip No More
  • Mama Said
  • You're Not There
  • Stick Around
  • Lullaby
  • Love Someone
  • Promise
  • Drunk in the Morning
  • Don't You Worry 'Bout Me
  • Off to See the World
  • You’re Not the Only One (Redemption Song)
  • Say Yes (Church Ballad)
  • Happy Home

Ekstranumre:

  • 7 Years
  • Funeral

Der var i den grad tændt op til fest, fællessang, rørende og underholdende øjeblikke, da det succesfulde Lukas Graham-band lørdag samt søndag aften indtog en komplet udsolgt Jyske Bank Boxen i forbindelse med sin nye verdensturné 'The Purple Tour'. 15.000 publikummer havde sikret sig billet til koncerten lørdag, der blev udsolgt på kun 12 minutter. Søndag gentog bandet succesen med den anden udsolgte koncert i multiarenaen.

En sand hitparade
Den populære trio, som består af trommeslager Mark Falgren og bassist Magnus Larsson med Lukas Forchhammer i front, har, i løbet af de seneste år, markeret sig som et af landets absolutte livefavoritter og har med egen stil og tone fundet sin helt egen hylde på den danske såvel som internationale scene. Og lørdag aften var ingen undtagelse, da bandet åbnede koncerten med sin nye single 'Not a Damn Thing Changed' efterfulgt af ’Take the World by Storm’ og det ene hit efter det andet.

Særligt ’Strip No More’, ’Mama Said’, ’Drunk in the Morning’ samt det nye storhit ’Love Someone’ udløste stor begejstring, stående klapsalver, fællessang og lysende telefoner i vejret. Den godt halvanden time lange koncert var krydret med et forrygende lysshow og et medrivende gospelkor på nogle af de mere gospelinspirerede sange, der fik hårene til at rejse sig.

Kærlighedshyldest til familie og fans
'The Purple Tour' blev annonceret tilbage i efteråret i forbindelse med oktober-albummet ’3 (The Purple Album)’ – et album der primært bærer præg af rolige sange om forsangerens kærlighed til familien. Koncerten gav derfor også anledning til en rørende kærlighedshyldest til familien med vuggeviserne 'Lullaby' og 'Stick Around'. Frontmanden opfordrede også publikum til et sekunds stilhed, hvor de kunne høre optagelsen af datterens hjertelyd fra uge 38 i maven – en hjertelyd der sågar er en del af underlægningsmusikken i 'Lullaby'.

Bandet har for længst sunget sig ind i danskernes hjerter med sin blanding af ghetto-pop og soul. Det var derfor også et begejstret publikum, der lørdag aften rockede med på tonerne fra det syv år gamle band. Og jublen ville ingen ende tage, da Lukas Forchhammer flere gange i løbet af koncerten sendte en hyldest til publikum og takkede for den store opbakning: 

- I kan larme, og I synger bare højere og bedre herovre. Jeg føler mig lamslået – tak for det. Og tak fordi I gad at komme og lege med os i aften.

Hele den festlige aften blev rundet af med to ekstranumre ’7 Years’ og ’Funeral’, inden Lukas Graham takkede af efter en forrygende aften.


Se flere billeder