'Mama Said', 'Happy Home', 'Drunk in the Morning', 'You're Not There' og '7 Years' - listen af ørehængere er lang, og det er naturligvis det danske succesband Lukas Graham, vi taler om. Lukas Graham har de sidste år taget verden med storm, hvor han har slået sit navn fast internationalt. Lørdag den 2. februar lægger den populære trio vejen forbi Herning til en storslået koncert i Jyske Bank Boxen som en del af deres tour 'The Purple Tour'.
Bandet, som består af trommeslager Mark Falgren og bassist Magnus Larsson med Lukas Forchhammer i front, har, i løbet af de seneste år, markeret sig som et af landets absolutte livefavoritter med flere udsolgte Danmarksturnéer.
Publikum kan se frem til en kavalkade af kendte hits og nye toner. Bandets splinternye single 'Love Someone' er netop på gaden efter en hed sommer, hvor Lukas Graham har toppet plakaten på Grøn Koncert. Singlen har opnået mere end 1 million visninger på YouTube allerede få dage efter, den er kommet på gaden.
Massiv international succes
Siden debuten i 2012 har Lukas Graham opstået stor succes på den danske såvel som internationale scene. Karrieren og det internationale gennembrud tog for alvor fart i 2016 med singlen '7 Years', hvor Lukas Grahams internationale debutalbum røg på top 10 i 11 lande med en tredjeplads i USA, UK, Sverige samt #1 i Canada, Australien og Danmark, hvor det nu er certificeret 9xPlatin. Med Lukas Grahams verdensomspændende succes har bandet opnået hele tre amerikanske Grammy-nomineringer.
Billetsalget til Lukas Graham-koncerten starter mandag 17. september kl. 09.00.