26-03-2019  - MCH Presse

Madværkstedet appellerer til alle sanser

Madværkstedet appellerer til alle sanser

Niels Jensen, direktør i MLDK - Mærkevareleverandørerne, og Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH, prøvesmagte flere nyheder på Madværkstedet, da messen åbnede tirsdag. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Fødevarebranchens fagmesse Madværkstedet åbnede tirsdag morgen dørene til to dage med netværk, faglighed, produktnyheder og et væld af aktiviteter. De besøgende kan 26.-27. marts få inspiration og møde messens udstillere, der fremviser flere end 170 produktnyheder i Lokomotivværkstedet i København.

155 udstillere stod klar tirsdag morgen, da Madværkstedet for anden gang inviterede branchen indenfor til to messedage i Lokomotivværkstedet i København. Tirsdag og onsdag kan de besøgende både møde grossister og leverandører samt etablerede og lokale fødevareproducenter, der blandt andet fremviser 170 produktnyheder, hvor det gode håndværk er i centrum.

Foruden at se, dufte og smage på maden er der også rig mulighed for at blive klogere og hente inspiration i trendzonen Det Levende Madværksted, hvor programmet blandt andet byder på foredrag og produktpræsentationer.

Madværkstedet samler fødevarebranchen

I sin velkomsttale takkede administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, brancheforeningen MLDK - Mærkevareleverandørerne for et godt og tæt samarbejde og for at tage initiativ til at skabe messen. Derudover var der stor ros til udstillerne på Madværkstedet for at skabe en unik oplevelse for de besøgende.

- En meget stor tak for, at I alle har gjort en særlig indsats for at give gæsterne oplevelser for alle sanser, så messen kan inspirere, motivere og stimulere interessen for produkterne og løsningerne, sagde Georg Sørensen i sin velkomsttale, inden han gav ordet videre til Niels Jensen, direktør i MLDK - Mærkevareleverandørerne.

Ny platform binder de fysiske messer sammen

I sin åbningstale introducerede Niels Jensen en ny digital platform til fødevarebranchen, der skal binde de fysiske messer sammen ved at samle relevant indhold fra fødevarebranchens leverandører. I forlængelse af Madværkstedet 2019 lancerer Mærkevareleverandørerne Madværkstedet Online. En platform hvor brugerne blandt andet kan finde inspirationsartikler fra leverandører, opskrifter og brancheinformation.

- Madværkstedet Online opfylder et stigende krav om information og inspiration 24/7. Men platformen er ikke et alternativ til den fysiske messe, fordi det fysiske møde mellem mennesker, det at mødes face to face, det går aldrig af mode. Tværtimod bliver det måske mere og mere nødvendigt, når en stor del af hverdagen ellers er i det digitale univers. På den fysiske messe inspireres man, og passionen folder sig ud, sagde Niels Jensen, hvorefter han takkede udstillerne for alt det, de har gjort op til messen.

- Det individuelle møde ude på standene. Det er det, det handler om, når vores gæster kommer. Det er også aktiviteterne, som MCH har skabt, der kan samle os. Dermed tror og håber vi, at I (udstillerne, red.) vil få en succesfuld messe. Vi glæder os alle til at møde kunderne og vise dem, hvad de professionelle i fødevarebranchen kan, sagde Niels Jensen, inden han officielt erklærede Madværkstedet 2019 for åben.

Madværkstedet kan opleves i Lokomotivværkstedet i København 26.-27. marts 2019. 

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer