Med i alt 74 udstillere kunne Madværkstedet Bornholm for tredje år i streg melde udsolgt af stande, og Rønnehallen sydede og boblede da også af kulinarisk kreativitet, da fødevaremessen onsdag samlede hele øens fødevarebranche til en inspirerende og horisontudvidende dag.
Messen, der igen i år nød opbakning fra de tre fødevaregrossister BC Catering, Hørkram Foodservice og Dagrofa Foodservice, var ifølge udstillerne en stor succes - ikke mindst fordi de mange besøgende gik særdeles interesseret til værks. Det var eksempelvis oplevelsen hos Odense Marcipan, som også bruger feedbacken fra de besøgende i deres produktudvikling:
- Madværkstedet Bornholm er en super måde at møde vores kunder på. Der har været masser af besøgende og gode snakke, og generelt betyder det meget for os, at gæsterne kan smage, dufte og se alle varianterne - og at vi så kan få deres feedback. Sidste gang fik vi flere kommentarer på, at vores snurrer var for store, og så er det jo fedt at kunne tage dem med i år og vise dem i en mindre størrelse, fortæller Nina Nygård, key account manager hos Odense Marcipan.
Oplevelsen deles af Naturfrisk, som var glade for at være en del af Madværkstedet Bornholm:
- Vi holder til på Fyn til daglig, så for os er det helt ideelt at møde en masse bornholmske kunder på så kort tid. Her er mange relevante besøgende - nye potentielle kunder og eksisterende kunder. Det er beslutningstagerne, som er her - fra både restauranter, hoteller og caféer. Flere af dem kender vores produkter i forvejen, men så har vi haft mulighed for at fremvise vores nyheder, blandt andet vores lemonader. Det har været helt ideelt, siger Tørk Eskild Furhauge, administrerende direktør i Naturfrisk.
Årets tema: Sundhed
Sundhed var et gennemgående tema på årets Madværkstedet Bornholm, og det kom eksempelvis til udtryk, da stjernekokken Jesper Vollmer gav sit bud på netop en sund ret. Enkelthed, stærke smage og sæsonens råvarer var i centrum, og undervejs i processen lavede han interessante nedslag og fokuserede på opskriftens mere tricky øjeblikke.
Mens Jesper Vollmer i dén grad er et etableret navn på kokkescenen, havde messens besøgende også mulighed for at møde morgendagens stjerner. Således trakterede en stribe studerende fra Campus Bornholm med lækre retter baseret på fødevarer stillet til rådighed af fødevaregrossisterne.
Glade arrangører
I Madværkstedet Bornholm-ledelsen kan man konstatere, at messen også i tredje version blev en succes for både udstillere, samarbejdspartnere og besøgende - og det vækker naturligvis glæde.
- Vi er enormt glade og taknemmelige for den store opbakning, Madværkstedet Bornholm endnu en gang har fået fra både udstillere, samarbejdspartnere og besøgende. Det er netop denne fælles opbakning og de mange engagerede deltagere, der skaber den særlige stemning, Madværkstedet Bornholm er kendt for, konstaterer Carina Høgsted Kirkegaard, projektleder for Madværkstedet.
Madværkstedet Bornholm, der blev arrangeret i et samarbejde mellem MLDK Mærkevareleverandørerne og MCH A/S, fandt sted i Rønnehallen 2. april 2025. Læs mere på bornholm.madværkstedet.dk.