13-12-2022  - MCH Presse

Matilde fra Vildbjerg spiller romantisk Broadway-musical i Herning

Matilde fra Vildbjerg spiller romantisk Broadway-musical i Herning

Foto: Morten Rygaard

Det er en drøm at få lov at dyrke min største passion som et arbejde, siger Matilde Zeuner, der kommer fra Vildbjerg og snart kan opleves i musicalen ’Pretty Woman’ i MCH Herning Kongrescenter.

Når den ikoniske 90’er-film Pretty Woman om rigmanden og den prostituerede, der trods alle odds oplever den helt store kærlighed, forvandles til musical i MCH Herning Kongrescenter 14.-18. december, bliver det med lokalt islæt, nemlig 28-årige Matilde Zeuner, der oprindeligt kommer fra Vildbjerg.

Den populære og anmelderroste musical ’Pretty Woman’ har spillet for fulde huse på Broadway og i West End i London, og den har nu også høstet store roser på sin igangværende danmarksturné, hvor musicalen spilles på dansk. Også Matilde Zeuner, som er uddannet fra musicalakademiet i Fredericia, nyder forestillingen til fulde. 

- Det er en hjertevarm, humoristisk og fin historie, mange kender. Det er en klassiker, der aldrig skuffer, og her er den tilsat ekstra wow – med rockmusik og dans, fest og farver. Scenografien er virkelig flot, og forestillingen har et højt energiniveau. Publikum kan glæde sig til en virkelig god historie, en visuelt flot forestilling og at opleve de to hovedrolleindehavere, som gør det helt magisk. Og på scenen har vi det vildt sjovt. Alle har mange funktioner, så vi tonser rundt, griner Matilde Zeuner.

Matilde Zeuner indgår primært i ensemblet i musicalen, og desuden spiller hun luderen Rachel, den snobbede polodeltager Gwen og en af de søde butiksassistenter. Hun har også tre gange spillet hovedrollen som Vivian Ward, hvilket foregik to gange i Tivoli i København og en gang i Vejle Musikteater, for hun fungerer som såkaldt understudy for hovedrolleindehaveren, så hun kan springe til og spille hovedrollen, hvis Nina Maria Schjødt Lybæk Hansen skulle blive forhindret. Så Matilde Zeuner er forberedt til tænderne og kan det hele udenad.

Det hele begyndte i Herning
Matilde Zeuner har altid sunget. Som barn gik hun til sangundervisning på Herning Musikskole og var siden på musikefterskole. Da hun kom på Herning Gymnasium, vidste hun endnu ikke, hvad hun gerne ville på længere sigt.

- Jeg tænkte bare, at jeg ville gøre det godt i gymnasiet og ikke lukke døre for mig selv, hvis jeg fx gerne ville være læge. Herning Gymnasium laver virkelig gode musicals, og jeg var med alle tre år, hvilket var megafedt. I 3. g fandt jeg ud af, at der lå et musicalakademi i Fredericia, og det føltes som et lyn fra en klar himmel, da jeg fandt ud af, at man kunne få job som musicalperformer, og at man kunne leve af sangen, dramaet og dansen. Det føltes bare som ’meant to be’.

Efter gymnasiet tilbragte Matilde Zeuner et år på Dansk TalentAkademi i Holstebro, og samme år spillede hun med i MCH-musicalen ’Fame’ i MCH Herning Kongrescenter.

- Jeg har haft rigtigt gode oplevelser med MCH Musical. Og mens jeg spillede med i ’Fame’, forberedte jeg mig på optagelsesprøverne til musicalakademiet i Fredericia, og her var kapelmester Rasmus Steenberg sød til at hjælpe mig med at øve til optagelsesprøverne, og instruktør Kim Harris gav mig gode råd. 

Matilde Zeuner kom ind på musicalakademiet i andet forsøg, og hun blev uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i 2019. Hun har siden medvirket i musicalforestillinger som ’Tarzan’, ’Lyset Over Skagen’ og ’Far til fire i sneen’. I 2020 stod hun på scenen i Tivolis Koncertsal i opsætningen af ’Mamma Mia!’, hvor hun spillede den ene af forestillingens to kvindelige hovedroller, og senest har man kunnet opleve hende på Det Kongelige Teater i forestillingen ’Lazarus’.

Og hun elsker sit arbejde:

- For mig er det en drøm og en vidunderlig gave at få lov at dyrke min største passion som et arbejde. Jeg elsker at få lov at udtrykke mig kunstnerisk gennem sang, dans og skuespil – den trio kan noget magisk.

- Og det er skønt at komme rundt med en forestilling som ’Pretty Woman’. Som optrædende føler vi, at vi kan give folk et frikvarter fra hverdagen og bekymringerne, og hvis de går ud rigere, end de kom, er det ’job well done’. Vi får masser af energi tilbage. Som skuespiller er samspillet med publikum en vigtig del af oplevelsen: Vi vil dem, og de vil os, siger Matilde Zeuner.

Hjem til Herning
Det betyder noget helt særligt for Matilde Zeuner, som nu bor i København, at komme ”hjem til Herning” og at skulle optræde med en sprudlende musicalforestilling som ’Pretty Woman’ i byen, hvor det hele startede.

- Jeg glæder mig helt vildt meget til at være lidt på hjemmebane. Mine forældre bor i Herning, jeg har meget historie her, og så er det sjovt at komme tilbage og vise nogle af dem, der har støttet op om min rejse, at det er blevet til noget. I det hele taget vil jeg opfordre alle herningensere til at komme og se musicalen. Indtil videre har vi kun fået god respons på den, siger Matilde Zeuner og tilføjer med et smil:
Og så glæder jeg mig til at tage mine kolleger med på Piano Bar.

’Pretty Woman – The Musical’ opføres i MCH Herning Kongrescenter 14.-18. december. Du kan stadig nå at få dine billetter her.