Projektledere inden for bæredygtighed fra VM i herrehåndbold, VM i ishockey og EuroSkills var 30. oktober 2024 samlet i Jyske Bank Boxen, hvor også repræsentanter fra MCH og Bæredygtig Herning var til stede. Målet var blandt andet at lære af hinanden, generelt at løfte bæredygtighedsopgaven sammen og konkret at lægge sig fast på en fælles retning for bæredygtighedsindsatserne i forbindelse med næste års tre store mesterskaber i Herning.
- Repræsentanter fra alle tre mesterskaber har rakt ud til os med diverse ønsker til bæredygtighedstiltag, og da vi i forvejen arbejder intenst med bæredygtighed i MCH, var det helt oplagt at samle alle parter til en workshop, hvor vi sammen kunne lægge os fast på en samlet, koordineret indsats, forklarer Maria Galmstrup, projektleder Bæredygtighed i MCH A/S, og uddyber:
- Vi benyttede lejligheden til at fortælle om vores igangværende arbejde med affald, energi, fødevarer, genanvendelse og socialt ansvar. Særligt beskæftigede vi os på workshoppen med vores affaldssortering, og det var dejligt at opleve den store interesse og vilje til at samarbejde på tværs i forhold til både løsninger og kommunikationen af selv samme.
Maria Galmstrup oplyser videre, at MCH aktuelt arbejder på at blive certificeret efter standarden ISO20121, som er et internationalt anerkendt ledelsessystem til bæredygtige events. Samtidig arbejdes der målrettet på at opfylde lovkravet om CSRD-rapportering, som fra 2025 stiller større krav til, hvordan store virksomheder rapporterer om deres bæredygtighedsindsatser.
VM i herrehåndbold og VM i ishockey finder sted i Jyske Bank Boxen henholdsvis 14.-25. januar og 9.-25. maj, mens EuroSkills udspiller sig i MCH Messecenter Herning 9.-13. september - alle i 2025.