17-09-2025  - MCH Presse

MCH bugner af underholdning i weekenden

MCH bugner af underholdning i weekenden

Fra Volbeats koncert i Jyske Bank Boxen 2022 - 18. september vender bandet tilbage til multiarenaen. Foto: MCH/Theis Poulsen.

Med et danmarksmesterskab, et motorcykel-arrangement og et fodbold-derby samt koncerter, standupcomedy og en satirisk revy byder MCH på en særdeles begivenhedsrig weekend 19.-21. september 2025.

Der bliver noget for enhver smag, når MCH i weekenden 19.-21. september blænder op for et sandt overflødighedshorn af et program, der tæller en række vidt forskellige arrangementer.

Eksempelvis venter det kombinerede Debutantstævne og DM i Bodybuilding og Fitness, der udspiller sig henholdsvis 20. og 21. september i MCH Herning Kongrescenter. Her dyster debutanter og landets mest lovende atleter i ni forskellige klasser, og foruden selve konkurrencerne venter der de besøgende et udstillerområde med inspiration, smagsprøver og tilbud til træning, kost og livsstil.

Lørdag 20. september kan også tilbringes på Landsskuepladsen ved MCH Messecenter Herning, hvor Motorshow Herning og Motorcykel Importør Foreningen arrangerer Motorcyklernes Dag, der henvender sig til hele familien. Uanset om man er erfaren MC-entusiast, nybegynder eller blot nysgerrig på at vide mere om motorcyklernes verden, er der noget at komme efter denne dag, hvor kravlegård, testkørsel og træf er samlet i ét arrangement.

Skarp standupcomedy og fodbold-derby
Allerede fredag 19. september står den på standupcomedy i Jyske Bank Boxen, hvor Simon Talbot trakterer med sit stort anlagte show 'Ekstra Extra'. Foruden morsomme jokes, skarpe bemærkninger og gode grin kan publikum se frem til et imponerende lysshow, vilde stunts, musikalske elementer og pyrotekniske effekter.

I samme boldgade gælder det lørdag 20. september Liam alias Liam O'Connor, én af landets mest populære rappere, der er klar med sit første standupshow, 'LIAM'. Det kan opleves i MCH Herning Kongrescenter, og udgangspunktet for showet er Liam O'Connors tanker og tilværelse.

Ligeledes lørdag 20. september står den på et vaskeægte midtjysk fodbold-derby, når MCH Arena danner rammen om superligakampen FC Midtjylland-Viborg FF.

Revy-inspirerede forestillinger og rockmusik
Trine Gadebergs populære karakter, Pelle på fem et halvt år, har længe begejstret den danske revyscene og internettet med sin komiske fremstilling af de voksnes verden, som altså her ses fra et barneperspektiv. Og nu er Trine Gadeberg klar med det nye satiriske show 'Skibet er ladet med Pelle', hvori den centrale karakter har fået tjansen som en del af underholdningen på et krydstogtsskib i Middelhavet. Forestillingen kan opleves i MCH Herning Kongrescenter søndag 21. september.

Fredag 19. september venter en revy-relateret forestilling, når OperetteKompagniet indtager MCH Herning Kongrescenter med forestillingen 'Solitudevej - og alle de andre revy- og filmperler'. Forestillingen, der kombinerer koncert og teater, er en levende og stemningsfuld hyldest til den danske revy- og filmtradition, og den fremføres med indlevelse, smukke kostumer og rekvisitter, dans, sang og musik.

En genremæssigt helt anderledes koncert er i øvrigt på plakaten allerede torsdag 18. september, hvor Volbeat således byder på et sandt rockbrag i Jyske Bank Boxen. De danske verdensstjerner, der i sommer udsendte albummet 'God Of Angels Trust', præsenterer et medrivende sammenkog af hardrock, klassisk metal, glam, punk og rockabilly, og der er meldt 'få billetter' til koncerten.

---

Weekenden i MCH

  • 18.09 - Volbeat - Jyske Bank Boxen - læs mere
  • 19.09 - Simon Talbot - Jyske Bank Boxen - læs mere
  • 19.09 - Solitudevej - MCH Herning Kongrescenter - læs mere
  • 20.09 - Motorcyklernes Dag - Landsskuepladsen, MCH Messecenter Herning - læs mere
  • 20.09 - LIAM (to shows) - MCH Herning Kongrescenter - læs mere
  • 20.09 - FC Midtjylland-Viborg FF - MCH Arena - læs mere
  • 20.09-21.09 - Debutantstævne og DM i Bodybuilding og Fitness - MCH Herning Kongrescenter - læs mere
  • 21.09 - Skibet er ladet med Pelle - MCH Herning Kongrescenter - læs mere

Se flere billeder