Startflaget vajer snart for en række store oplevelser i MCH, der kan tilfredsstille alle med hang til benzin i blodet. Det skal handle om fart, vovemod og brølende motorer, når der blændes op for motorsport i foredrags-, show- og messeform i henholdsvis MCH Herning Kongrescenter, Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning den kommende tid.
Motorakrobatik og adrenalinkick
For 27. gang danner Jyske Bank Boxen kulissen, når Yamaha SuperCross & Freestyle Show ræser ud over rampen og byder på action og vilde stunts 4.-5. februar 2022. Som vanligt er det verdenstoppens kørere, der viser deres kunnen og vovemod og tæmmer de vilde motorcykler i et spektakulært show, hvor den nykårede danmarksmester i motocross, Nichlas Bjerregaard, blandt andre stiller til start. Motorsportsinteresserede i alle aldre kan forvente en oplevelse, de sent vil glemme, for showet byder på nye, vanvittige tiltag, lyder det fra arrangøren, ASP Event.
Sideløbende med Yamaha SuperCross & Freestyle Show afholdes motorcykel- og bilmessen Motorshow, der inviterer indenfor til en verden af motorsportsoplevelser i MCH Messecenter Herning 4.-6. februar. Messen præsenterer stort set alt, der har med motorer at gøre. Den 25.000 kvadratmeter store indendørs udstilling byder på special-, racer-, veteran-, el- og rallybiler og ikke mindst de nye motorcykelmodeller samt alt inden for udstyr til motorcykel og bil. I og omkring messehallerne og på landsskuepladsen vil der være rally og drafting, så der vil også være talrige motorer i aktion hele weekenden.
Ikonisk legetøj i gigastørrelser
Blot en uge senere, 12.-13. februar, blændes der op for endnu et motorbrøl. I vinterferiens første weekend rykker flere tusinde hestekræfter nemlig ind i Jyske Bank Boxen, der lægger underlag til et actionfyldt show for store og små, 'Hot Wheels Monster Trucks Live', som denne gang bliver i større skala end nogensinde før. Her bliver alle de ikoniske Hot Wheels-monstertrucks, som har været fast inventar på børneværelserne i fem årtier, vakt til live i et hæsblæsende show med de vildeste stunts og tricks, crashes og konkurrencer.
Det er første gang, Hot Wheels Monster Trucks Live lægger vejen forbi Herning, der nu får en unik mulighed for at se virkelige og meget forstørrede versioner af det berømte billegetøj. Foruden de kæmpestore monstertrucks vil der være en særlig optræden fra Megasaurus - den kæmpemæssige, bilspisende, ildspyende og forhistoriske robot, der elsker alt med fire hjul.
Kan speedwaylegenderne forsones?
En anden side af motorrusen kan man opleve, når speedwaylegenderne Erik Gundersen, Ole Olsen og Hans Nielsen besøger MCH Herning Kongrescenter 2. december i år. De tre var stjerner op gennem 70'erne og 80'erne og blandt de bedste i verden. Sammen ser de tilbage på dansk speedways storhedstid og på de dramatiske stridigheder, der opstod, da de tre ærkerivaler blev bragende uvenner.
Historien om dansk speedways storhedstid handler nemlig også om et nært bånd mellem tre stolte mænd - en sønderjyde, en vestjyde og en nordjyde. I takt med tiden og den store succes skiftede det fra venskab til iskold rivalisering - båret af deres ambition om at blive den bedste og vinde guld til Danmark. De tre speedwaylegender fortæller om deres interne magtkampe, venskaber, ambitioner og vindermentalitet. Om deres håb og drømme - og om den tragiske ulykke, der ramte Erik Gundersen i 1989.
Sammen drager de nu på foredragsturné i forsøget på - en gang for alle - at begrave de stridigheder, som kastede lange skygger over en af danmarkshistoriens mest succesrige sportslige epoker. Oplev dem under overskriften 'Kongerne af speedway'.
Der er således rig mulighed for - og på forskellige måder - at få et skud benzin i blodet i Jyske Bank Boxen, MCH Messecenter Herning og MCH Herning Kongrescenter. Nærmere information om arrangementerne kan findes på www.mch.dk, hvor der også kan købes billetter.