18-08-2020  - MCH Presse

MCH har fundet sin Emil fra Lønneberg

MCH har fundet sin Emil fra Lønneberg

Alexander Wessel (tv.) skal spille Emil, når MCH Musical opfører 'Emil fra Lønneberg' til efteråret med Rasmus Steenberg ved projektlederroret (th.). Foto: MCH/Tony Brøchner.

Musicaltalentet Alexander Wessel spiller hovedrollen som Emil, når MCH Musical opsætter Astrid Lindgrens fortælling om den godhjertede dreng fra Katholt i skolernes efterårsferie.

Når kalenderen viser 10. oktober og uret 15.00, går tæppet til MCH’s opsætning af Lindgren-forestillingen ’Emil fra Lønneberg’. Et talentfuldt musicalhold er nu sat, og i hovedrollen som Emil er 19-årige Alexander Wessel, der imponerede i sin audition på rollen.

Hovedrolleindehaveren stammer fra Varde-området, hvor han er i gang med at søge ind på musicaltalentskolen med et klart mål for øje: At udleve musicaldrømmen. Sin unge alder til trods har Alexander Wessel flere musicals på CV’et, som tæller roller i ’Saturday Night Fever’ hos Vejle Musikteater, ’Chicago’ hos 7-kanten i Musikhuset Esbjerg og ’Midt om Natten’ i Varde Sommerspil. Det er dog første gang, at det spirende musicaltalent tager del i en MCH-opsætning:

- Det lød som et enormt spændende projekt, og jeg har kun hørt godt om musicalopsætningerne i MCH og var selv meget imponeret over opførelsen af ’Evita’. Som barn fik jeg læst historierne om Emil højt, og jeg har selvfølgelig også set filmene, så jeg glæder mig helt vildt til at tage del i fortællingen og underholde store som små Astrid Lindgren-fans, siger Alexander Wessel, som desuden fremhæver aktualiteten i historien:

 - For mig at se er det samtidig højaktuelt at vise, at det er okay at skille sig ud fra mængden – og det budskab vil jeg gerne være med til at dele.

Relaterbar rolle
Rollen som den umiddelbare Emil er ikke noget, der er så fjernt fra Alexander Wessel selv, der ser frem til at finde sit indre barn frem igen i rollen som den godhjertede skarnsknægt:

- Man er ikke voksen, før man kan være et barn igen. Emil er en dreng med gang i, og han er altid god for en kæk bemærkning. Samtidig er han også altid klar til at tage skraldet, når det går galt, fortæller hovedrolleindehaver Alexander Wessel, der erkender, at han kan se en del af sig selv i Emil.

Det bakkes op af projektleder i MCH Musical Rasmus Steenberg, der samtidig fremhæver Alexander Wessels musicalmeritter:

- Alexander er trods sin unge alder allerede en garvet musicalperformer, og så er den drengede charme bare en helt naturlig del af ham, lyder det fra Rasmus Steenberg.

Skarnsstreger i Småland
Med lillesøsteren Ida, karlen Alfred, Tyttebær-Maja og alle de andre fra Lønneberg følger fortællingen Emil og familiens tilværelse i Småland i det sydlige Sverige. Ofte udløst af Emils gode vilje og hjælpsomhed følger den ene skarnsstreg den anden, når den lyshårede dreng med den blå ”mysse” i sin iver efter at hjælpe andre ofte kommer galt afsted. Det betyder, at unge Emil bruger mere tid i huggehuset end stuehuset på Katholt, hvor han snitter træfigurer, alt imens faren Anton køler ned – skarnsstreg efter skarnsstreg. Der er altså atter lagt op til tåkrummende underholdning i Teatersalen med et afbalanceret mix af gamle kendinge og nye ansigter på holdet:

-  Jeg synes, vi har fået sammensat et stærkt hold med en god blanding af velkendte MCH-ansigter og nye talenter. Det er samtidig et velsyngende hold, som kommer til at tilføre forestillingen energiske dansetrin og masser af gode grin.

Musicalen ’Emil fra Lønneberg’ har premiere lørdag 10. oktober og spiller frem til 15. oktober i MCH Herning Kongrescenter med op til 500 siddende gæster i salen, hvorefter holdet drager mod Aalborg og dernæst Ringsted. Billetter kan købes via mch.dk.