18-08-2021  - MCH Presse

MCH Musical søger politi, røvere og en skrap tante

MCH Musical søger politi, røvere og en skrap tante

MCH Musical holder audition 15. september, hvor der søges medvirkende til ’Folk og Røvere i Kardemommeby’.

Alle interesserede er velkomne, når MCH Musical inviterer til audition 15. september.

MCH Musical søger nye talenter til sin næste familiemusical ’Folk og Røvere i Kardemommeby’, som MCH selv opfører i vinterferien 2022. MCH er især på udkig efter medvirkende, der kan spille røvere, politibetjent eller skrap tante.

Populær fortælling for hele familien
Thorbjørn Egners udødelige klassiker med dejlige og elskede ørehængere som ’Papegøjen fra Amerika’ og ’Vi lister os afsted på tå’ gør comeback i MCH Herning Kongrescenter med premiere mandag 14. februar 2022.

Forestillingen har tidligere spillet med stor succes i 2007, 2013 og 2018, og det er ikke tilfældigt, at MCH Musical endnu engang sætter kursen mod Kardemommeby og alle dens morsomme og velkendte indbyggere.

- Forestillingerne har noget at byde på for både børn, forældre og bedsteforældre. Og så har ’Folk og Røvere i Kardemommeby’ en befriende sorgløshed og varm stemning, som vi trænger til efter lang tid med regler, restriktioner og isolation, siger projektleder og kapelmester ved MCH Musical Rasmus Steenberg.

Instruktionen lægges i hænderne på Louise Rømhild, som sammen med koreograf Anna Skjærlund får til opgave at skabe endnu et festligt og farverigt teaterunivers, der byder på store oplevelser.

- Vi glæder os til at genfortælle denne skønne historie med alle dens skæve og sjove karakterer. Der bliver virkelig noget at se frem til for både publikum og medvirkende. Vi kommer til at skrue op for fysikken, så der bliver masser af dynamik, bevægelse og fart over feltet, siger Louise Rømhild, som også har instrueret succesforestillingerne ’Emil fra Lønneberg’, ’Pippi Langstrømpe’ samt den nye MCH-musical ’Busters verden’, der har premiere i oktober i år.

Har du lyst, så kom til audition
Ved audition 15. september søger MCH ulønnede skuespillere, sangere og dansere, og projektleder Rasmus Steenberg har en bøn:

- Til audition på ’Busters verden’ tidligere på året fik vi et lokalt stortalent direkte ind fra gaden, da Adam Ostersen fra Herning fik rollen som Buster til trods for, at han aldrig havde forsøgt sig med en audition før. Så hvis man kender nogen, der skal have et lille skub, eller selv har lyst til at prøve kræfter med en af MCH’s egenproduktioner, skal man endelig byde sig til. Der er hverken røde knapper eller skrappe dommere i panelet. Det foregår i trygge og professionelle rammer, siger han.

Frist for tilmelding er 8. september og skal ske til projektleder Rasmus Steenberg på ras@mch.dk. Information om audition kan findes på MCH’s hjemmeside og MCH Musicals facebookside eller ved direkte kontakt til Rasmus Steenberg.