FAKTA
• Helaftensforestilling i 2 akter
• Komponeret af Andrew Lloyd Webber - tekst af Tim Rice
• Eva Perón ville være blevet 100 år i 2019 (født 7. maj 1919), og vi markerer derfor hendes 100-års dag.
• Har spillet i årevis i West End i London og på Broadway, hvor den som den første britiske musical modtog en Tony Award i 1979.
• Spillefilmen Evita (1996) havde Madonna og Antonio Banderas i hovedrollerne.
Som det eneste sted i Danmark opfører MCH Herning Kongrescenter i 2019 musicalen Evita. Publikum kan opleve den dramatiske fortælling om den karismatiske og ikoniske Eva Peróns rejse fra et liv i yderste fattigdom til en plads i overklassens rampelys, når MCH opsætter musicalen Evita i 100-året for hendes fødsel.
Mange kan nynne med på sangen "Don't cry for me Argentina", skrevet af makkerparret Andrew Lloyd-Webber og Tim Rice. Sangen stammer netop fra musicalen Evita (1978), der bærer navnet, som den argentinske befolkning døbte Eva Perón. I sin kamp for de fattige blev hun landets mest magtfulde og omtalte kvinde. Da hun i 1952 døde af kræft, efterlod hun Argentina i landesorg. Inden sin død som kun 33-årig nåede hun at forføre en hel nation. Hun var elsket af underklassen og foragtet af overklassen, blandt andet fordi hun blandede sig i sin mands, general, præsident og diktator Juan Peróns, politiske embede.
I MCH ser man frem til at opsætte og opleve den verdensberømte musical:
- Vi er begejstrede over at kunne præsentere denne store musicalklassiker i MCH Herning Kongrescenter. Evita indeholder både nerve, drama og smuk musik - kort sagt: alt, hvad en god musical skal byde på. Vi glæder os til at byde indenfor til en ny, stor musical-oplevelse i MCH, siger Nicki Quist, leder af Kultur i MCH.
Evita opføres 4. - 27. april 2019 i MCH Herning Kongrescenter og herefter 16. - 18. maj i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Se mere om Evita