Klapsalverne efter publikumssuccesen 'Midt om natten', som begejstrede flere end 13.500 publikummer i april, er knap forstummet i Teatersalen i MCH Herning Kongrescenter, før forberedelserne til næste års store MCH-musical er sat i gang. I april 2025 kan publikum således se frem til at overvære MCH-egenproduktionen af rockmusicalen 'Hair', som bliver nummer 30 i rækken af egenproducerede musicals i oplevelseskoncernen.
- Vores MCH-egenproduktion er en vigtig del af MCH's kulturelle DNA, og vi glæder os over for første gang at kunne præsentere 'Hair', der er MCH-musical nr. 30 ud af en lang række af klassikere og internationale succeser. En ikonisk forestilling og fortælling, der fortsat er aktuel og formår at tale ind i vores tid, fortæller administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen og tilføjer:
- Vores MCH-egenproduktion er en både kær og stærk tradition, der tog sin begyndelse i 1992. En stærk tradition takket være opbakningen fra publikum og sponsorer - samt det unikke samspil og samarbejde mellem de udvalgte professionelle og talenter, de frivillige ildsjæle og de dedikerede medarbejdere. Vi glæder os meget til 3. april 2025.
Fællesskab og patriotisme
Musicalen 'Hair' blev skabt på Broadway af Gerome Ragni og James Rado og skildrer tressernes kontraster mellem den fredselskende og mangfoldige hippiekultur og Vietnamkrigens rædsler. Musicalen opfordrer til refleksion over temaer som race, seksualitet, religion, krig og fred, og den tager publikum med på en musikalsk rejse gennem store musicalhits som 'Let the Sunshine In', 'Aquarius' og 'Easy to Be Hard', som er skrevet af Galt MacDermot. Musikken fra 'Hair' vandt en Grammy i 1969, hvor forestillingen samtidig var nomineret til den prestigefyldte Tony Award for 'Bedste forestilling'.
I MCH-egenproduktionen af 'Hair' er det Teit Samsø, som spillede Benny i 'Midt om natten' og Galileo i 'We Will Rock You', der skal spille hovedrollen som den frisindede hippie Berger, som i selskab med Claude, Sheila og de øvrige i gruppen af hippier sætter spørgsmålstegn ved den måde, vores verden er indrettet på.
Hos MCH glæder kulturchefen sig til gensynet med den garvede musicalstjerne:
- Vi har været virkelig glade for samarbejdet med Teit Samsø, og vi ser frem til igen at byde ham og familien velkommen til Herning, fortæller kulturchef i MCH, Rasmus Kragh Hansen, og tilføjer:
- Gennem årene er MCH's musicals blevet et kulturelt særkende for byen og for egnen, og vi kan med stor glæde konstatere, at publikum kommer fra hele landet for at opleve vores opsætninger. Det forpligter, og vi glæder os til at give vores bud på 'Hair'.
Musicalen 'Hair' har premiere i MCH Herning Kongrescenter 3. april 2025 og vises frem til 27. april. Billetsalget starter tirsdag 14. maj kl. 12.00 på mch.dk.