02-01-2025  - MCH Presse

MCH ser tilbage på et arrangementsrigt år med mange besøgende

MCH ser tilbage på et arrangementsrigt år med mange besøgende

"Det personlige møde går aldrig af mode" - sådan lyder det ofte fra MCH's administrerende direktør Georg Sørensen, og det blev bekræftet igen i 2024, hvor 963.000 besøgte oplevelseskoncernen. Foto: MCH/Lars Møller.

Med et samlet besøgstal på 963.000 og 315 arrangementer i oplevelseskoncernens fire faciliteter MCH Messecenter Herning, MCH Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen overgik 2024 forventningerne fra årets start.

MCH var med et alsidigt og travlt 2024 igen samlingspunkt for fællesskaber, personlige møder og store oplevelser. Året bød på 315 arrangementer fordelt på 488 dage med arrangementer på tværs af de fire faciliteter mod henholdsvis 263 og 417 i 2023. Fremgangen var markant i både kongrescentret og messecentret, hvor førstnævnte tiltrak 179.000 gæster mod 128.000 året før, og for messecentrets vedkommende var tallene 338.000 besøgende i 2024 sammenlignet med 313.000 året før. Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen sætter ord på året.

- 2024 har været et særligt år, hvor det fortsat glæder mig at se, hvordan fællesskaber styrkes og udvikles, når mennesker mødes. Vi værdsætter hvert eneste arrangement og besøg, og vi er taknemmelige for den tillid, vi bliver vist af vores kunder og samarbejdspartnere, siger Georg Sørensen og takker medarbejderne for den store indsats gennem hele året.

- Vi er stolte af at skabe rammerne og levere oplevelser for næsten en million gæster, og det vel at mærke i et år uden et stort sportsmesterskab. Det høje besøgstal skal tilskrives alle MCH-medarbejdere, faste og freelancere, der fortjener en meget stor tak for hver eneste dag at gøre en helt særlig indsats for at tiltrække, tilrettelægge og gennemføre de rigtig mange arrangementer, fastslår Georg Sørensen med henvisning til den markante stigning i antal arrangementsdage fra 417 til 488 i det forgangne år.

Det personlige møde og værtskabet i centrum
MCH's faciliteter har fungeret som samlingspunkter for vidensdeling, samarbejde og netværksskabelse på tværs af brancher, og besøgstallet rammer gennemsnittet for det seneste årti. Det personlige møde og MCH's værtskab har gennem året fortsat været fundamentet for koncernens mange aktiviteter.

- Vores passion for værtskab er drivkraften bag alt, hvad vi gør. 2024 har understreget, hvor vigtigt det er at skabe rammerne for møder mellem mennesker, der både inspirerer og styrker fællesskaber. Vi oplever, at det personlige møde bliver vigtigere end nogensinde, når relationer opstår, ideer fødes, og samarbejder skabes og styrkes, konstaterer Georg Sørensen.

Blandt årets messehøjdepunkter kan nævnes besøgsfremgang for Agromek og FoodTech, og i Jyske Bank Boxen skabte Bryan Adams med to udsolgte koncerter i maj og senest Rod Stewart i december uforglemmelige koncertoplevelser, og blandt en perlerække af arrangementer i kongrescentret var MCH-musicalen 'Midt om Natten' et af højdepunkterne.

Bæredygtighed i fokus med ISO-certificering
Et væsentligt skridt i 2024 var MCH's arbejde med at opnå ISO 20121-certificeringen, der sætter en international standard for bæredygtighed inden for oplevelsesindustrien og styrker MCH's position som en ansvarlig samarbejdspartner.

- Certificeringen er en vigtig milepæl, der kan være med til at fremtidssikre virksomheden. Samtidig flugter hele bæredygtighedsarbejdet allerede med vores værdier og hjertet i vores logo, der udtrykker ansvarlighed og sund fornuft, siger Georg Sørensen og fremhæver, at processen har krævet dedikation fra samtlige medarbejdere, som har opnået en større indsigt i, hvordan der fremover kan arbejdes struktureret og målrettet med bæredygtighed.

2025: Et år med store højdepunkter
MCH A/S går et historisk år i møde, der udover en lang række messer, musik og underholdning samt møder, kongresser og store firmafester også byder på de fire store internationale begivenheder VM i herrehåndbold, VM i ishockey, VM i bridge og EuroSkills.

Samtidig lanceres Elbilmessen, der er udviklet på fundamentet af netværket fra tidligere bilmesser og Transportmessen, og som i oktober sætter fokus på det voksende elbilmarked.

- 2025 bliver et historisk og meget travlt år for MCH. Vi ser frem til at byde velkommen til store mesterskaber, nye initiativer og mange unikke oplevelser, afslutter Georg Sørensen.

Det nye år indledes traditionen tro med sportens store prisuddelingsshow lørdag 4. januar i Jyske Bank Boxen, 'Sport 2024', der arrangeres i samarbejde med DR, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark. Herefter venter en perlerække af messer, møder, fester og kulturelle højdepunkter, der fortsat vil samle mange mennesker om fællesskab, inspiration, viden og oplevelser for alle.

Se MCH's besøgsstatistik for 2024 i tabellen nedenfor, hvor "MCH i alt" inkluderer MCH Arena.


Se flere billeder