22-05-2024  - MCH Presse

Melodi Grand Prix-stjernen Saba indtager musicalscenen i Herning

Melodi Grand Prix-stjernen Saba indtager musicalscenen i Herning

Instruktør Jens Frausing, Melodi Grand Prix-stjernen Saba og kapelmester og projektleder i MCH Rasmus Steenberg. Foto: MCH/Mingo.

Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2024, Saba, kan opleves i MCH’s egenproduktion af den anerkendte rockmusical ’Hair’, der opsættes i foråret 2025 i MCH Herning Kongrescenter.

Hendes borgerlige navn er Saba Lykke Oehlenschlæger, men de fleste kender hende under kunstnernavnet Saba og som vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2024. I foråret 2025 er Melodi Grand Prix-stjernen at finde på musicalscenen i Herning i MCH’s egenopsætning af rockmusicalen ’Hair’, der bliver nummer 30 i rækken af egenproducerede musicals i oplevelseskoncernen.

Helt ny på musicalscenen er Saba ikke - hun har tidligere spillet med i Østre Gasværk Teaters opsætning af ’Hair’ i 2023, hvor hun overtog en rolle for sin gravide tvillingesøster, og hun har dermed ganske relevant musicalerfaring at trække på. Melodi Grand Prix-stjernen glæder sig til at være en del af MCH’s musicalteam:

- Det var ikke svært at sige ja. ’Hair’ er en dejlig, vild og sjov forestilling, og den første jeg lavede. Det bliver også dejligt at komme lidt hjem og lave noget andet, end det jeg lige kommer fra - jeg har masser af gode minder fra Herning.

Instruktør Jens Frausing ser også frem til samarbejdet:

- Det bliver spændende at arbejde med Saba, og jeg tager hatten af for, at hun har lyst til igen at prøve kræfter med ’Hair’. Efter at have mødt hende er jeg kun endnu mere sikker på, at hun kan bidrage med noget helt unikt til vores fortælling.

Ikonisk og farverig rockmusical
Musicalen 'Hair' blev skabt på Broadway af Gerome Ragni og James Rado og skildrer tressernes kontraster mellem den fredselskende hippiekultur og Vietnamkrigens rædsler. Musicalen opfordrer til refleksion over temaer som race, seksualitet, religion, krig og fred, og den tager publikum med på en musikalsk rejse gennem store musicalhits som 'Let the Sunshine In', 'Aquarius' og 'Easy to Be Hard', som er skrevet af Galt MacDermot.

I MCH-egenproduktionen af 'Hair' skal Teit Samsø spille hovedrollen som den frisindede hippie Berger, som i selskab med Claude, Sheila og de øvrige i gruppen af hippier sætter spørgsmålstegn ved den måde, vores verden er indrettet på.

MCH sætter løbende navne på flere roller i rockmusicalen, der har premiere 3. april 2025 og spiller til 27. april. Der er audition til musicalen i MCH Herning Kongrescenter søndag 1. september – læs mere her. Billetter til forestillingen kan købes via mch.dk.