08-08-2022  - MCH Presse

Mere dansk metal på hjemmebane i Herning

Mere dansk metal på hjemmebane i Herning

Foto af: Fédération Equestre Internationale

Danmark har fået en forrygende start på verdensmesterskaberne i ridesport, der allerede har kastet tre danske medaljer af sig – én i guld, én i sølv og én i bronze.

Allerede på andendagen af VM i ridesport 2022 gav det danske dressurlandshold Danmark den bedst tænkelige start på mesterskaberne, da holdet sikrede en medalje af fineste karat. Medaljehøsten viste sig dog kun lige at være begyndt og blev mandag 8. august fulgt op af en sølvmedalje til Cathrine Laudrup-dufour efter et gåsehudsfremkaldende ridt foran et feststemt hjemmebanepublikum. 

Tidligere samme dag sikrede Sheena Bendixen en dansk bronzemedalje, da hun, hesten Klintholms Rammstein og longefører Lasse Kristensen imponerede dommerne og fyrede godt op under de veloplagte danske fans i Jyske Bank Boxen. Også i gruppe-konkurrencen blev de rød-hvide farver repræsenteret på flotteste vis, da det danske hold tog en overraskende fjerdeplads.

Tirsdag venter en velfortjent hviledag for VM-ekvipagerne, der vender stærkt tilbage på alle arenaer og i alle fire VM-discipliner onsdag. Hviledag er det dog ikke for de 125 udstillere, det store street food-område og aktiviteterne i EquiPark, som kan besøges gratis tirsdag 9. august.  

VM i ridesport finder sted fra 6. til 14. august på og omkring MCH-lokationerne MCH Arena, Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning.

LÆS MERE OM

VM i ridesport.
'Streetfood og hestesjov' i Herning midtby.

FØLG MED OG HOLD DIG OPDATERET PÅ DE SOCIALE MEDIER

Jyske Bank Boxens Facebook og Instagram.
Herning2022’s Facebook og Instagram.

#jyskebankboxen
#herning2022


Se flere billeder