Fakta:
- Foodexpo afholdes hvert andet år i MCH Messecenter Herning.
- Messen er Nordens største fagmesse for alle, der lever for og arbejder med mad.
- Her samles mere end 400 udstillere og 25.000 besøgende for at opleve det største, bedste og nyeste, den danske madverden kan præstere.
Det røde, signalstærke ”Ø” pryder samtlige produkter i Hal E under Foodexpo den 6.-8. marts i MCH Messecenter Herning. Det er første gang økologien får sin helt egen hal, hvilket sætter en tyk, rød streg under, at der er mere økologi end nogensinde på Nordens største fødevare-fagmesse.
Hallen indtages af udstillere, som bringer alt fra vin, juice og kaffe til kød, fjerkræ, frugt, grønt, mel og meget mere med sig.
- Mangfoldigheden er stor, og besøgende kan uden problemer sammensætte hele forårets menu blandt hallens udstillere, siger en begejstret foodservice markedschef hos Økologisk Landsforening, Torben Blok.
- At vi kan fylde en hel hal med økologi, er udtryk for to spændende fakta: For det første er interessen for økologiske produkter vokset blandt forbrugerne. For det andet er der blevet mange flere producenter af gode, økologiske varer. Det glæder vi os til at vise på Foodexpo, uddyber Torben Blok.
Michelin-retter og videndeling
Den økologiske hal vil være samlingspunkt for hele den økologiske branche og rumme alle vinkler på det økologiske måltid. Den bliver omdrejningspunktet for økologisk viden, debat og inspiration.
- Her vil besøgende, som endnu ikke er kommet i gang med at bruge økologien, have rig mulighed for at stille nysgerrigheden og komme i gang, mens de, som allerede er godt i gang, kan finde ny, spændende inspiration. I hallen vil der blive afholdt øko-aften og man kan besøge nogle spændende spisesteder, fortæller Torben Blok.
Besøgende med sult i maven, kan vælge at blive ”indlagt” på Randers Sygehus. På messen opbygges nemlig en tro kopi af en patientstue, hvor sygehusets personale vil servere økologisk mad for de ”indlagte”. Vil man ikke indtage maden sengeliggende, kan man besøge pop-up-udgaven af Michelin-restauranten Substans fra Aarhus.
I en anden del af hallen kan man se, hvor råvarerne, der bruges i køkkenerne, kommer fra. Her bliver etableret små marker, hvor besøgende kan blive endnu klogere på, hvordan økologiske varer fremdyrkes.
Foodexpo 2016 foregår fra 6. til 8. marts. Læs mere på foodexpo.dk
Yderligere information: Projektleder Carina Høgsted Kirkegaard, MCH, tlf. 99 26 99 86, mail: cak@mch.dk