01-05-2026  - MCH Presse

Michel Belli: Min far ville sige ”godt min dreng – æd dem!”

Michel Belli: Min far ville sige ”godt min dreng – æd dem!”

Michel Belli med band. Pressefoto.

Halvandet års tilløb og nøje overvejelser førte i sidste ende til, at Michel Belli besluttede sig for at tage på turné med sin berømte fars sange. Dermed får Peter Bellis sangskat nyt liv, og det kommer herningenserne til gode, når Michel Belli med band gæster MCH Herning Kongrescenter 7. maj 2026.

Da Peter Belli i september 2023 skulle tildeles Dansk Rockakademis hæderspris, måtte sønnen Michel Belli modtage prisen på vegne af sin far. Peter Belli var nemlig gået bort tre måneder tidligere, og derfor tog Michel Belli imod prisen og sang nogle af farens udødelige klassikere. Det blev en speciel og rørende oplevelse for både sangeren og det fremmødte publikum, og det blev samtidig startskuddet til Michel Bellis overvejelser om at videreføre farens musikalske arv.

Undervejs i overvejelserne tog han blandt andre musikerne Lars og Troels Skjærbæk med på råd, og da de udtrykte stor begejstring, blev han overbevist. Begge har tidligere spillet med Peter Belli, og begge ytrede stor velvilje i forhold til at tage del i det nye projekt, hvilket var udslagsgivende for Michel Belli. Nu glæder han sig endog rigtig meget til at skulle optræde med farens berømte sange.

- Det er rigtig dejligt at synge min fars sange, og faktisk har det overrasket mig, hvor naturligt det føles. Genetikken fornægter sig åbenbart ikke, og det har vist sig ikke at være så svært, som jeg troede. Min musikalske opdragelse spiller også en stor rolle, og jeg går til opgaven med stor respekt og ydmyghed, men også med en følelse af lettelse og glæde. Det bliver virkelig godt, fastslår Michel Belli og sætter nogle flere ord på, hvad det betyder for ham at videreføre farens sangskat:

- Jeg er enormt stolt og beæret, og helt ærligt troede jeg ikke, at efterspørgslen ville være så stor, da jeg kontaktede Lars og Troels – men de overbeviste mig altså. Jeg er også glad på min fars vegne, for jeg ved, at han ville have været stolt – også over at kunne konstatere, at hans musik stadig betyder meget for mange mennesker. For mig føles det både vigtigt og fantastisk nu at tage en form for medejerskab, og jeg kan næsten høre ham sige: “Godt, min dreng – æd dem!”

Michel Belli fortæller videre, at ’Ulven Peter’ er den Peter Belli-sang, der har præget hans barndom mest, og at det næsten burde være forbudt at fremføre den, fordi den nærmest er synonym med faren. At sangen er så tæt forbundet med Peter Belli, gør dog omvendt også, at den naturligvis skulle være en del af sætlisten.

- Derudover kommer der blandt meget andet også nogle mere skjulte perler, som er valgt på baggrund af særlige minder fra de mange stunder, jeg som barn og ung tilbragte med min far i studiet. Jeg husker blandt andet, hvordan hans hænder altid bevægede sig på en helt særlig måde, når han havde “knækket” en sang og fundet dens form – det var stærke øjeblikke, mindes Michel Belli.

En særlig følelse af fællesskab
Når Michel Belli indtager MCH Herning Kongrescenter, er både Lars og Troels Skjærbæk med på henholdsvis guitar og bas og for begges vedkommende kor. Brødrene, der oprindeligt kommer fra Herning, har tilmed haft en vis indflydelse på sætlisten.

- Publikum kan forvente et enormt engageret hold med stor respekt for materialet. Jeg synger sange, der betyder meget for mig – og forhåbentlig også andre – men jeg holder kortene lidt tæt til kroppen i forhold til sætlisten. Det var et både spændende og svært arbejde at vælge blandt sangene i min fars bagkatalog, for han udgav jo altså 39 albums plus det løse, men heldigvis har Lars og Troels været virkelig gode sparringspartnere også i den henseende, forklarer Michel Belli og understreger vigtigheden af, at netop Skjærbæk-brødrene blev en del af projektet:

- Fra dag et har det været helt afgørende med deres tilstedeværelse, for med dem ombord vidste jeg, at projektet var i trygge hænder. Samtidig betyder det rigtig meget for mig, at de begge har spillet med min far, og at de dermed begge kender både mennesket og musikken – det giver sådan en helt særlig følelse af fællesskab. Morten (Buchholtz, red.) og Adam (Winberg, red.), der spiller henholdsvis piano/orgel og trommer, har også begge spillet med min far, så samlet set er det et nøje håndplukket hold, jeg stiller op med.

På tværs af generationer
Michel Belli, der også er aktiv i bandet Den Syvende Søn, forventer, at det i høj grad er hans fars publikum, der indfinder sig til de kommende koncerter, men samtidig håber han, at det bliver et møde på tværs af generationer, hvor både folk fra hans egen alder og deres børn ligeledes dukker op. Under alle omstændigheder er han meget spændt på at optræde i lige netop MCH Herning Kongrescenter.

- Jeg har spillet i Herning flere gange, men aldrig i kongrescentret, så det glæder jeg mig rigtig meget til – det er jo et legendarisk sted, konstaterer Michel Belli henrykt, inden det bliver mere emotionelt:

- Jeg kan blive meget rørt, når jeg taler om min far – ikke mindst på scenen – og også derfor er fokus rettet på musik frem for tale. Jeg kommer for at synge, og vi kommer for at spille. Samtidig har vi sammensat sættet, så der er plads til diverse historier de steder, hvor det giver mening – jeg har jo været med min far i studiet siden barnsben og har mange anekdoter, så nogle af dem vil jeg gerne dele.

Michel Belli spiller i MCH Herning Kongrescenter 7. maj 2026. På scenen flankeres han af Lars Skjærbæk (guitar og kor), Troels Skjærbæk (bas og kor), Morten Buchholtz (piano og orgel) og Adam Winberg (trommer). Læs mere og køb billet her.


Se flere billeder