Onsdag 31. oktober går de to bokselegender Mike Tyson og Mikkel Kessler på scenen i MCH Herning Kongrescenter med deres eksklusive talkshow. Der venter publikum en aften med de to verdensstjerner på tætteste hold, når de, med Ulla Essendrop som aftenens vært, inviterer til en aften i boksningens tegn. Publikum får en unik mulighed for at stille spørgsmål til to af de største sportsstjerner nogensinde, og efter showet vil der være fotosession samt meet and greet med både Mike Tyson og Mikkel Kessler.
En aften uden for bokseringen
De to tidligere verdensmestre i vægtklasserne sværvægt og supermellemvægt mødtes aldrig med boksehandskerne på, og derfor er det også første gang, at Mike Tyson og Mikkel Kessler mødes på scenen i Danmark. I talkshowet "History of Legends" giver de begge et indblik i livet i og uden for bokseringen, karrieren og privatlivets op- og nedture, motivation, at arbejde under ekstremt pres og det at opnå og overgå egne mål.
Mikkel Kessler åbner aftenens talkshow med en fortælling om sin livshistorie privat såvel som karrieremæssigt. Det er dog ikke første gang, at Mikkel Kessler gæster MCH i Herning. Han har tidligere holdt foredrag i MCH Herning Kongrescenter og stået i bokseringen under intense kampe mod Carl Froch og Brian Magee i MCH Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen. Denne gang skal rampelyset deles med Mike Tyson, der åbner op for sin fascinerende og til tider kontroversielle karriere.
Talkshowet "History of Legends" med Mike Tyson og Mikkel Kessler kan opleves i MCH Herning Kongrescenter 31. oktober 2018.