11-11-2016  - MCH PRESSE

Motorshow klar med endnu flere oplevelser

Motorshow klar med endnu flere oplevelser

Motorshow 2016 blev besøgt af 19.223 besøgende. Arrangementet finder sted igen 3.-5. februar 2017. Foto: MCH/Lars Møller.

Danmarks største bil- og motorcykelmesse, Motorshow 2017, byder på masser af udstillere, nyheder og events. Besøg den familievenlige messe i MCH Messecenter Herning fra 3. til 5. februar 2017.

Samtlige motorcykelmærker, de vildeste biler, spændende stande og masser af oplevelser i særklasse. Det er noget af det, der kan opleves, når Danmarks største bil- og motorcykelmesse igen hylder livet på to og fire hjul.
Motorshow 2017 indtager MCH Messecenter Herning fra 3. til 5. februar 2017 med hele 27.000 kvadratmeter. Arrangør Lars Green fra ASP Event glæder sig:

- Motorshow er en messe med unikke muligheder for at opleve, handle, møde, netværke og være sammen med andre, som deler samme passion. Vi er stolte over at kunne byde besøgende indenfor til en messe med motordrevne oplevelser i den absolutte særklasse.

Oplev samtlige MC-mærker
Der bliver solgt flere motorcykler end nogensinde i Danmark, og på Motorshow 2017 har besøgende den unikke mulighed for at se samtlige MC-mærker på det danske marked samlet på et sted. Det skyldes Motorcykel Importør Foreningens stærke opbakning til messen.

På Motorshow 2017 kan besøgende også blive klogere på tidens hotteste trends i branchen – blandt andet Cafe Racere.
Cafe Racere er motorcykler med motorer tunet til den maksimale hastighed og samtidig fokus på let håndtering. Racerne har typisk lave, smalle styr, som tillader rytteren at ”gemme sig” for vinden og dermed have bedre kontrol og øget hastighed.

Motorshow for hele familien
Motorshow fandt for første gang sted i 2016, hvor hele 19.223 besøgende lagde vejen forbi. Det bekræftede arrangørernes tese om, at det danske marked igen var klar til en sådan messe efter finanskrisen. Forud for Motorshow 2017 lover Lars Green, at der igen i år vil være masser af oplevelser for hele familien:

- Motorshow er ikke blot for motor-entusiaster. Det er for hele familien. Store som små. Det er en aktiv messe med passionerede udstillere og et stort aktivitetsprogram, siger han.

Blandt andet bygger Dansk Motorsports Union en mini speedwaybane, og der bliver også mulighed for at prøve kræfter med blandt andet gokart. Desuden vil der være spændende foredrag med kørere fra motorsportens elite.

Motorshow 2017 er en del af et større arrangement, som deler det passende fællesnavn Life on Wheels. Arrangementet skydes i gang med Danmark Motorsport Award den 2. februar. Derefter følger Yamaha Supercross & Freestyle Show samt Motorshow 2017, som begge foregår fra 3.-5. februar. I 2016 besøgte i alt 32.223 personer Life on Wheels.