Underspillet komik, satiriske synspunkter og masser af latter fra publikum er kendetegnende for Niels Hausgaards shows, og nu offentliggør han sin turné for 2019, hvor han endnu en gang optræder i MCH Herning Kongrescenter. Hausgaard vender tilbage til Herning lørdag 13. april 2019 med showet 'Tryk Min Danske Hånd'. Det bliver en aften med et humoristisk og samfundsdebatterende show om Danmark, nationalisme og meget mere. Her vil Niels Hausgaard igen sætte samfundet under lup med skarpe punchlines og egne sange.
Et show om nationalfølelse
Niels Hausgaard tager altid fat i de temaer, der fylder i den offentlige debat, og humoristens 2019-show bliver ingen undtagelse. Hausgaards show sætter således fokus på bl.a. den danske håndtryksdebat, da den ifølge Hausgaard er meget sjov, og vi er nødt til at glæde os over det sjove i dagens Danmark. Desuden vil Hausgaard komme ind på Dannebrog, nationalfølelse, nationalisme og meget mere, når han i 2019 turnerer landet rundt med sit nye show.
- Jeg er lykkelig over, at jeg tilfældigvis er født i Danmark og ikke i Liberia. Her har jeg rod, herfra min verden går - men nationalist, det er jeg ikke. Nationalismen skal latterliggøres, hånes og bekæmpes, hvor vi møder den, lyder det fra Niels Hausgaard, som tilføjer, at nationalisme langt fra er det eneste, som showet handler om.
Billetter kan købes fra torsdag 15. november kl. 10.00 via mch.dk eller i MCH Billetsalg.