29-09-2025  - MCH Presse

Nu samler EOT-messen elektronikbranchen om nyheder og networking

Nu samler EOT-messen elektronikbranchen om nyheder og networking

Perspektivrige møder og spændende produktnyheder er centrale dele af EOT-messen. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Flere end 70 innovative udstillere udgør grundstenen, når EOT-messen 30. september til 2. oktober 2025 atter tjener som hele elektronikbranchens videnshub og mødested.

EOT - Electronics of Tomorrow 2025 har udsolgt af stande, og dermed venter der de besøgende akkurat 74 fremsynede udstillere, når den i det hele taget fremtidsfavnende messe åbner dørene tirsdag morgen.

Sideløbende med EOT udspiller HI-messen sig, og der er store forventninger til den synergi, som forventes at opstå, når de temamæssigt beslægtede messer nu for en stund danner parløb og sammen skaber en ekstra mangefacetteret messeoplevelse.

Omfattende konferenceprogram
Mens udstillerne i sagens natur er et helt centralt element af EOT-messen, byder denne også på et omfattende konferenceprogram med særdeles høj faglighed. Toneangivende eksperter og branchefolk giver her grundige indblik i udviklingen og fremtidens løsninger.

Horisontudvidende indlæg, spændende talks og lærerige workshops er alt sammen på programmet, og blandt de allermest prominente talere finder man det franske teknologi-ikon Pascal Bornet. Den danske TV-vært Clement Kjersgaard sørger som moderator for at binde dele af de mange indslag elegant sammen og sikre flowet i en række paneldebatter.

Konferenceprogrammet er bygget op om de tre scener 'EOTech Talk', 'EOT Solved by...' og 'EOT Insights', der alle beskæftiger sig med messens overordnede tema, 'den geopolitiske situation i elektronik- og techbranchen'. 'EOTech Talk' tilbyder visionære konferencer, 'EOT Solved by...' præsenterer praksisnære indlæg, og 'EOT Insights' udgør en genvej til ny viden via en række workshops.

Oplevelsesunivers og networking
Herudover inviterer EOT-messen med indenfor i oplevelsesuniverset 'The Wave', der fokuserer på lyd, akustik, teknologi og innovation. Her venter inspirerende produkter og partnere, der tilsammen er solide vidnesbyrd om de mange bølger af nytænkning, som bruser inden for lydbranchen.

Hertil kommer en stribe netværksarrangementer som eksempelvis 'EOT Padel' samt øl- og vinsmagning.

EOT - Electronics of Tomorrow afholdes i 2025 samtidig med HI-messen i MCH Messecenter Herning 30. september til 2. oktober 2025. Læs mere på eot.dk.


Se flere billeder