21-04-2024  - MCH Presse

Ny rekord: Flere end 23.000 til gamingfestival i Herning

Ny rekord: Flere end 23.000 til gamingfestival i Herning

Elgigantens giveaway-arrangementer på Jyske Bank Main Stage var store og festlige tilløbsstykker. Foto: MCH/Theis Poulsen.

Succesen fortsætter for Gamebox Festival, der med en besøgsfremgang på 64% i forhold til sidste år cementerer sin status som landets største gamingevent. Årets udgave af festivalen, der fandt sted i MCH Messecenter Herning 19.-21. april, var et sprudlende oplevelsesunivers af alt gamingrelateret, og både messe- og konkurrencedelen hittede stort.

VINDERE I UDVALGTE TURNERINGER PÅ GAMEBOX FESTIVAL 2024

Gamebox Masters
1. plads kr. 40.000 - Masonic (Noruyp, Falk, Zanto, Botman, Frøslev)
2. plads kr. 10.000 - Astralis Talent (kroK, kiR, ANSG1, JBOEN, topz)

Gamebox Open
1. plads kr. 10.000 - Ølgod Efterskole 1 (Kragh, BangBang, z_nan, crax, zluX)
2. plads kr. 3.000 - S25 Kronjyllands Talent (Ember, N4XX1S, B!sgaard, Tuff, Gaardsøe)

Gamebox Casual
1. plads kr. 1.000 - 5FedeFingre (dredt, papiichulo, MSH, Uller1, MikMagi)

Esportligaen

  • Efterskole-Mesterskabet i CS2: HDE_Hype (Højer Design Efterskole)
  • Efterskole-Mesterskabet i LoL: NFE Nyt Handicap (Nordfyns Efterskole)
  • DGI-Mesterskabet i CS2: Niveau A: Kolding Esport CS
  • DGI-Mesterskabet i LoL: Kolding Esport LoL
  • DGI-Mesterskabet i Fortnite: Niveau A: SLG Hvid Varevogn (Slagelse Esport)
  • Esport Danmark-Mesterskabet i Valorant: Mania
  • Esport Danmark-Mesterskabet i CS2: Speedperformers

DANISH GAME AWARDS-VINDERE

  • Årets gamer på YouTube - Roasted toast
  • Årets gamer på Twitch - Søndergaard
  • Årets familievenlige gamer - Lasse Vestergaard
  • Årets e-sportsstjerne - Thomas HD
  • Årets e-sportsforeninger - Sørby esport
  • Årets danske spilstudie - Triband
  • Årets ildsjæl - Wonderbai (Jens Sætter-Lassen)
  • Årets øjeblik - Jaxstyle (indsamling til psykiatrifonden)
  • Årets Hall of Fame - Skærmtrolden Hugo/Niels Krogh Mortensen

Gamebox Festival 2024 trak i weekenden 23.812 gaming-interesserede fra hele landet til Herning, og det er ny rekord for festivalen, der kendetegnes ved at rumme såvel en LAN- og konkurrencedel som en messe- og underholdningsdel. Faktisk er tallet lig med en besøgsfremgang på 64% i forhold til sidste år.

Besøgsfremgangen giver naturligvis anledning til begejstring hos administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen, der oplyser, at tredjeudgaven af et helt nyt arrangement ofte er et udtryk for nyskabelsens attraktivitet, holdbarhed og retning. En mission, der ifølge direktøren er lykkedes for Danmarks største gamingfestival.

- Vi udviklede Gamebox Festival helt fra bunden og at gøre det inden for en ny branche og med en helt ny målgruppe er noget helt særligt og kræver tålmodighed, samarbejde, vedholdenhed og fortsat udvikling. Takket være et godt, tillidsfuldt og tæt samarbejde med både organisationer og de førende aktører i branchen er Gamebox Festival vækstet fra 8.600 gæster i 2022 til nu 23.812, siger Georg Sørensen og ser tilbage på weekenden med glæde og taknemmelighed.

- Vores mange gode og aktive samarbejdspartnere har skabt unikke oplevelser for de tusindvis af gaminginteresserede besøgende i mange aldre, og i fællesskab har de sammen skabt den gode og helt særlige festivalstemning. Det glæder os rigtig meget, og med de mange positive tilkendegivelser fra samarbejdspartnerne ser vi meget frem til den fortsatte udvikling af Gamebox Festival frem mod næste udgave i foråret 2025.

Elgiganten: Succesen bliver bare større og større
Blandt de samarbejdspartnere, der har været med siden starten, finder man Elgiganten, der i år stillede op med en butik på 500 kvadratmeter og et stort expo-område med partnerne Astralis og Sørby Esport. Butikskæden mærkede tydeligt, at rykindet i år var større end nogensinde, og man kan næsten ikke få armene ned.

- Der har været voldsomt mange besøgende på festivalen i år, så det er fantastisk. Vores butik har konstant været fyldt til randen, og varerne er blevet flået af hylderne, ligesom vores giveaway-arrangementer på den store scene har været helt vilde tilløbsstykker. Så det har været mere end skønt at være tilbage på Danmarks største gamingevent, konstaterer Glenn Manson, Head of Sales, Elgiganten, og fortsætter:

- Vi er rigtig stolte af at have været med fra dag et, og det er en fornøjelse at arbejde sammen med MCH og de øvrige samarbejdspartnere. Der er en gensidig tillid og tro på hinanden i dette partnerskab, og det er en fornøjelse at være en del af. Succesen bliver bare større og større for hvert år, og vi glæder os til at være en del af den videre udvikling af festivalen.

Esport Danmark: Gamebox Festival er helt uvurderligt vigtig
Sideløbende med messe- og underholdningsdelen af Gamebox Festival, der for sidstnævntes vedkommende blandt andet indbefattede et væld af populære streamere, influencere og content creators, fandt man igen i år et hav af konkurrencer og turneringer - centralt i den forbindelse var Esportligaen, der igen i år afviklede en stribe mesterskaber på festivalen. Hos medarrangøren Esport Danmark er tilfredsheden stor og entydig.

- Det er gået rigtig godt, og det er helt klart oplevelsen, at både LAN-deltagerne og turneringsdeltagerne er meget glade - de har haft en fest og har været hjælpsomme og søde ved hinanden, selv om de samtidig har konkurreret. Nye venskaber og fællesskaber er opstået, og det er noget af det essentielle ved at samles om esporten til store arrangementer som Gamebox Festival - så vi er simpelthen så glade for turnerings-afviklingen, fastslår Rico Corneliussen, direktør, Esport Danmark, der i det hele taget sætter stor pris på festivalen og samarbejdet med selv samme:

- Esport Danmark, Esportligaen og Gamebox Festival hænger efter min overbevisning uløseligt sammen, for vi har brug for hinanden for at kunne udvikle esporten yderligere. Det betyder rigtig meget for os, at vi har MCH Messecenter Herning, der dels kan facilitere et kæmpestort LAN for alle vores mange medlemmer, og dels har musklerne til at løfte et stort og kommercielt event som dette. Gamebox Festival er helt uvurderligt vigtig, fordi festivalen forener græsrødderne og den kommercielle esport, hvilket er helt unikt og meget privilegeret - her samles esporten, og det værdsætter vi virkelig.

Flere end 2.100 gamere var på plads i LAN-hallerne, hvilket i sig selv var en ny rekord. Se vinderne af Esportligaens mesterskaber i faktaboksen.

Stor præmiepulje og prisuddelingsshow med kendt vært
Blandt de mange andre turneringer, der udspillede sig på årets udgave af Gamebox Festival, fandt man Counter-Strike-turneringen Gamebox Masters, der med en samlet præmiepulje på 50.000 kroner hørte til de mest prestigefyldte - turneringen blev vundet af Masonic.

Derudover dannede Gamebox Festival i år som noget nyt rammen om Danish Game Awards arrangeret af Pixel.tv, der for øjnene af 600 publikummer fandt sted på festivalens hovedscene Jyske Bank Main Stage lørdag aften. Den kendte skuespiller Pilou Asbæk leverede en særdeles veloplagt indsats som vært for prisuddelingsshowet, hvis samlede vinderliste kan ses i faktaboksen.

Og det sluttede ikke her, for Gamebox Festival 2024 bød også på de populære værter Sigge og Maria fra DR Ultra Gaming og et generelt omfattende aktivitetsprogram, ligesom festivalen forud for den officielle åbning fredag afholdt en seks timer lang konference med titlen 'Gaming, gambling & ungdomskultur.'

Gamebox Festival fandt sted 19.-21. april 2024 i MCH Messecenter Herning og blev besøgt af 23.812. Festivalen blev afholdt med opbakning fra Elgiganten, Jyske Bank, itm8, Carlsberg SPORT, Astralis, DGI, Esport Danmark, Dansk Firmaidræt, Ungdomsringen, DIF, HLTV, Netparty Herning, DLX og Esportligaen. Festivalen vender tilbage i 2025. Læs mere på gameboxfestival.dk.


Se flere billeder