10-09-2024  - MCH Presse

Nye teknologier og vidensdeling i fokus på AUTOMATIK-messen

Nye teknologier og vidensdeling i fokus på AUTOMATIK-messen

Vinder af DIRA Automatiseringsprisen 2024: AVK International. Foto: MCH/Lars Møller.

Den 11. udgave af AUTOMATIK-messen åbnede tirsdag morgen med både taler og uddeling af DIRA Automatiseringsprisen 2024. Messen, der blandt andet beskæftiger sig med automation, motion & drives og byder på 133 udstillere samt et visionært konferenceprogram, finder sted i Brøndby Hallen 10.-12. september 2024.

Nye produkter og løsninger, der har til formål at optimere og fremtidssikre virksomheders produktion, er i centrum på AUTOMATIK-messen, som tirsdag-torsdag klæder branchen på med de nyeste teknologier - dels via en lang række innovative udstillere, dels via et horisontudvidende konferenceprogram. Og det er der ifølge administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen brug for:

- Når vi ser frem mod de næste dage, er det derfor med en klar bevidsthed om, at vi befinder os i en tid præget af fortsat forandring. Midt i forandringen er én ting sikkert - det personlige møde er og vil altid være grundstenen i udviklingen af både eksisterende og nye relationer. Det er nemlig, når vi mødes fagligt, fysisk og personligt, at vi bliver klogere på hinanden, på nutiden og på fremtiden, fastslog Georg Sørensen og fortsatte:

- Derfor, og især i denne tid, er det vigtigt at mødes her på Automatik-messen, hvor udstillerne og konferenceprogrammet i en stærk synergi byder på automatiseringsløsninger i takt med tidens udfordringer.

Han opfordrede de fremmødte til at nyde magien og mulighederne i det personlige møde i løbet af de tre messedage, med hvad dertil hører af nye idéer, nye løsninger og såvel nye som stærkere relationer.

Fokus på bæredygtighed og digitalisering
Derpå overtog Beckhoff Automation-direktør og DIRA-bestyrelsesleder Michael Nielsen stafetten, og han hæftede sig ved AUTOMATIK-messens mange kvaliteter:

- AUTOMATIK-messen er ikke blot en fremvisning af den nyeste teknologi inden for automation og robotteknologi - men også en platform for vidensdeling og samarbejde. Her samles de skarpeste hjerner og de mest innovative virksomheder for at diskutere fremtiden for vores industri. Det er her, vi sammen kan skabe de løsninger, der vil forme morgendagens værktøjer og processer, konstaterede Michael Nielsen og fortsatte:

- I år ser vi et særligt fokus på bæredygtighed og digitalisering - to temaer, der er uomgængelige i den moderne verden. Hvordan kan vi med automation og robotteknologi bidrage til mere bæredygtig produktion? Hvordan kan vi bruge digitalisering til at optimere processer og skabe mere effektive løsninger? Disse spørgsmål vil vi dykke ned i de kommende dage, og jeg opfordrer jer alle til at deltage aktivt i diskussionerne.

Vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2024
Ligeledes på førstedagen af AUTOMATIK-messen skulle vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2024 findes. Søren Peter Johansen, sekretariatsleder i DIRA og faglig leder på Teknologisk Institut, introducerede de nominerede, AVK International, Danfoss Power Solutions og DEIF, der alle har implementeret både innovative og inspirerende automatiseringsløsninger.

Efterfølgende læste Charlotte Juul Bisserup Bechfeldt, chef for strategiske mærkesager i DI Produktion, motivationerne op og annoncerede vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2024 som værende AVK International, der blev kaldt på scenen til store klapsalver.

AVK International vinder prisen for deres fuldautomatiske robotcelle, der benyttes til at producere drikkevandsskyderventiler. Produktionen af drikkevandsventiler foregik tidligere manuelt, men i dag kan AVK International A/S producere ventiler i 31 varianter ved hjælp af automatisering. 

- Der er tale om en god og rigtig spændende løsning. Det er en ret svær og omfattende automatiseringsløsning, som AVK International A/S har kastet sig ud i - specielt med henblik på den store variation i produktstørrelserne, der arbejdes med. Det er imponerende i sig selv, og så er det ikke mindst godt at se, at implementeringen også har en positiv indvirkning på parametre som arbejdsmiljøet og bæredygtighed, lyder begrundelsen fra juryen.

AUTOMATIK 2024 finder sted i Brøndby Hallen 10.-12. september og arrangeres af MCH A/S i samarbejde med BITVA, DIRA og VELTEK samt mediepartner Automatik & Proces. Messen beskæftiger sig med industriel automation, elteknisk automation, motion og drives, transmissionsteknik, procesautomation, hydraulik og pneumatik, robotteknologi og industriel IT, AI og cybersecurity.

Læs mere på automatikmesse.dk.


Se flere billeder