22-09-2026  - MCH Presse

Nyt partnerskab skal give vestjyske kræftramte og deres pårørende et pusterum

Nyt partnerskab skal give vestjyske kræftramte og deres pårørende et pusterum

Fra venstre ses Martin Nygaard Christoffersen, bestyrelsesformand, Aksel Nørgaards Fond, Evy Tångberg Christensen, direktør, Aksel Nørgaards Fond, og Georg Sørensen, administrerende direktør, MCH A/S. Foto: MCH/Cristina Reuter.

Tre vestjyske lokalafdelinger af Kræftens Bekæmpelse, Aksel Nørgaards Fond og MCH A/S indgår nyt partnerskab og bygger dermed videre på et allerede velafprøvet koncept fra Holstebro.

Et partnerskab, der indtil nu primært har givet kræftramte og deres pårørende i Holstebro og omegn adgang til kulturoplevelser, udvides nu til Herning og Skive. Med MCH A/S som ny kulturudbyder får endnu flere kræftramte og deres pårørende nemlig nu mulighed for at få en fælles oplevelse og dermed et velfortjent frirum i en til tider presset hverdag.

For Evy Tångberg Christensen, direktør for Aksel Nørgaards Fond, er det en naturlig udvikling af noget, fonden allerede har set gøre en forskel:

- Vi har oplevet, hvor stor betydning det kan have for mennesker, der er ramt af kræft, at få mulighed for at lægge sygdommen lidt til side for en stund og bare være til stede i en god oplevelse sammen med deres pårørende. Med vores to lignende partnerskaber i Holstebro oplever vi således både stor interesse og meget positive tilbagemeldinger. Derfor er det fantastisk, at vi nu har fået to ekstra vestjyske lokalafdelinger af Kræftens Bekæmpelse med i samarbejdet med endnu en ny partner - MCH. Vi tror på, at endnu flere kræftramte og deres pårørende i Vestjylland får gavn af partnerskabet.

Martin Nygaard Christoffersen, bestyrelsesformand for Aksel Nørgaards Fond, udtaler om det nye partnerskab:

- For Aksel Nørgaards Fond handler partnerskaber om at skabe mere sammen, end vi hver især kan skabe alene. Vi tror på, at de bedste løsninger opstår, når forskellige kompetencer, erfaringer og muligheder bringes i spil omkring et fælles formål. I dette partnerskab bidrager vi med fondens mulighed for at støtte indsatsen omkring både kulturlivet i Vestjylland og indsatsen omkring kræft, mens de tre vestjyske lokalafdelinger af Kræftens Bekæmpelse har den tætte kontakt til de kræftramte og deres pårørende, og MCH kan åbne døren til stærke kulturoplevelser. På den måde bliver fondens støtte omsat til noget meget konkret: et pusterum for mennesker, der har brug for det - samtidig med at vi er med til at styrke det lokale arbejde i de tre kræftafdelinger.

Fra Holstebro til Herning og Skive
Det nye partnerskab bygger videre på den model, der allerede har vist sit værd i Holstebro. Her har Kræftens Bekæmpelse, Holstebro, Musikteatret Holstebro, TTH Holstebro og Aksel Nørgaards Fond nemlig allerede stærke, velfungerende partnerskaber omkring samme model. Med det nye partnerskab udvides modellen til et større geografisk område i Vestjylland med MCH som ny kulturudbyder.

Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen udtaler:

- Vi er meget taknemmelige for Aksel Nørgaards Fonds gode initiativ og for vores tætte samarbejde, som giver kræftramte og deres familier mulighed for at blive en del af fællesskabet omkring oplevelser i MCH - oplevelser, der både kan måles og mærkes. Måles i billetter og mærkes i de stunder, hvor sygdommen forhåbentlig kan fylde bare lidt mindre, og samværet med familie og venner kan fylde lidt mere. Jeg håber inderligt, at det gode initiativ fra fonden vil kunne bidrage til helt særlige oplevelser, hyggeligt samvær og de fællesskaber, der opstår, når mennesker er sammen.

Begejstring hos de tre lokalafdelinger af Kræftens Bekæmpelse
De tre repræsentanter fra Kræftens Bekæmpelses lokalafdelinger i henholdsvis Holstebro, Herning og Skive udtrykker alle glæde over samarbejdet. De ser partnerskabet som en unik mulighed for at gøre en forskel lokalt og glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

En fond med rødder i det vestjyske
Aksel Nørgaards Fond viderefører med det nye partnerskab en indsats, der ligger i naturlig forlængelse af Aksel Nørgaards eget ønske om at hjælpe mennesker, der har det svært - gerne ved at give dem en kulturoplevelse. Fonden støtter således både kulturlivet i Vestjylland og forskning i kræft og blindhed samt socialt arbejde i Holstebro Kommune.

Partnerskabet løber fra 1. oktober 2026 til 31. juli 2027.

Fakta om kulturtilbuddene og billetsalget:
De tre lokalafdelinger af Kræftens Bekæmpelse sender et nyhedsbrev ud til deres medlemmer, hvor det fremgår, hvordan billetterne kan købes, og hvilke forestillinger og oplevelser der tilbydes billetter til. Entréindtægterne går ubeskåret til de tre lokalafdelingers arbejde.