12-11-2018  - MCH Presse

Ørkenens Sønner underholder Herning med nyt show i 2020

Ørkenens Sønner underholder Herning med nyt show i 2020

Pressefoto.

Komikerkvartetten Ørkenens Sønner indtager MCH Herning Kongrescenter i 2020 med deres nye show 'En fez i en hornlygte'.

Der er lagt op til smoking, fez og lummer humor, når Ørkenens Sønner 12. juni 2020 gæster MCH Herning Kongrescenter med deres splinternye show. Den stjernespækkede komikergruppe, bestående af Niels Olsen, Henrik Koefoed, Søren Pilmark og Asger Reher, har optrådt siden 1991, og det er efterfølgende blevet til et væld af hylende morsomme forestillinger med både sang og komik.

Lyset og humøret skal vinde
'En fez i en hornlygte' er titlen på det nye show, som tager udgangspunkt i, at selvom vi lever i en tid, der er fyldt med angst og usikkerhed, skal lyset og humøret sejre til sidst. De populære logebrødre vil således forsøge at bekæmpe det mørke og al det negative, som florerer rundt med sang og eksotiske kropsbevægelser. Med andre ord bliver det en humoristisk og uortodoks kamp mod det onde og de usikkerheder, som det medfører.

Billetsalget er netop begyndt. Billetter kan købes via mch.dk eller i billetsalget i MCH Herning Kongrescenter.