Anmeldelser helt i top
Den første udgave af julekoncerten 'Dejlig er jorden' høstede 5 stjerner i en begejstret anmeldelse i Herning Folkeblad, hvor det blandt andet lød:
"Ekstravagant oplevelse", "Overdådig præsentation", "Vellykket transformation", og "Fælleskoncerten blev sparket ud i julenatten med en kraft, som når jetpiloten lader sig udskyde med katapultsædet."
Før man får set sig om, er det jul, og der er meget at glæde sig til - såvel gamle som nye traditioner. En af de nyere finder man i MCH Herning Kongrescenter - for igen i år byder MCH indenfor til en flot og festlig julekoncert med titlen 'Dejlig er jorden' lørdag 16. december. Koncerten, der har lånt titel fra Ingemanns elskede julesalme af samme navn, er hele Hernings nye, anmelderroste julekoncert, som nød stor opbakning til premieren i 2022.
- Tanken bag koncerten er at forene alle de gode og kreative kræfter fra Herning Kirkes Drengekor, MidtVest Pigekor, Ensemble MidtVest, Den Jyske Sangskole og MCH. Vi kan meget hver for sig, men sammen kan vi skabe noget endnu større. Det viste vi sidste år for en fyldt koncertsal, og det glæder vi os til at gøre igen, siger Rasmus Steenberg, som er projektleder og kapelmester i MCH.
Og igen i år er der velkendte ansigter og fantastiske stemmer i front. Ligesom sidste år vil Mathias Hammer, der er kendt som veloplagt radio- og tv-vært på musikprogrammer i DR, være værten, der på begejstret og kompetent vis binder det hele sammen. Som pianist, musikformidler og medlem af højskolesangbogsudvalget er han særdeles velegnet til opgaven, hvilket han også beviste sidste år.
Koncertens to gæstesolister er også kendte ansigter for mange herningensere. Lars Mølsted, som fik smag for musikken gennem Herning Kirkes Drengekor og nu er prisbelønnet musicalstjerne med adskillige hovedroller på Fredericia Teater og Det Ny Teater på CV'et, vil sammen med Karoline Toksvig, der imponerede som Scaramouche i MCH Musicals opførelse af 'We Will Rock You', stå i front, når de flere end 80 sangere spreder julestemning i ord og toner i MCH Herning Kongrescenters koncertsal.
For den musikalske ledelse af koncerten står dirigent for MidtVest Pigekor Frieda Funk og Hernings Kirkes Drengekors kommende dirigent, som der endnu ikke er sat navn på. Koncerten akkompagneres af Ensemble MidtVest, som medvirker med fuldt ensemble. Deres pianist Martin Qvist Hansen og organist Kristian Marius Andersen vil på skift bestyre flygelet - og så bliver det ikke bedre.
En julemusikalsk jordomrejse
I årets julekoncert vil der være fokus på julemusik fra hele verden. For forskellige lande og kulturer har hver deres julemusik, men julen jorden rundt har samtidigt mange fællestræk, og i Danmark nyder vi i stor stil julemusik fra andre nationer og himmelstrøg. At pigekorets dirigent er fra Tyskland, og at Ensemble MidtVest rummer mange nationaliteter, heriblandt fransk, norsk-tysk, bulgarsk, walisisk og finsk, vil blot underbygge dette julemusikalske udsyn.
Der vil være elskede klassikere og nyere julemusik på programmet, og 'ingen jul uden overraskelser', som det hedder i Disneys elskede juleshow, så mon ikke publikum også kan forvente uropførelser af ny julemusik?
- Fra alle os til alle jer: Rigtigt hjerteligt velkommen til Hernings julekoncert, 'Dejlig er jorden', lyder det fra Rasmus Steenberg på vegne af alle involverede i det store julemusikalske samarbejde.
'Dejlig er jorden' kan opleves MCH Herning Kongrescenter lørdag 16. december kl. 15.00. Læs mere om arrangementet her.