Årets julefrokost i MCH Herning Kongrescenter
Fredag 26. november 2021 kl. 18.00-01.00
Lørdag 27. november 2021 kl. 18.00-01.00
Fredag 3. december 2021 kl. 18.00-01.00
Lørdag 4. december 2021 kl. 18.00-01.00
Sidste år måtte vi alle springe julefrokosterne over som følge af corona. I år forholder det sig heldigvis anderledes, og MCH mærker tydeligt, at mange har glædet sig ekstra meget til at kunne mødes igen.
- Reservationerne til Årets Julefrokost i kongrescentret er i fuld gang, og det går hurtigt. Vi mærker tydeligt, at både virksomheder og private har besluttet sig for at nyde muligheden for at kunne fejre julen og feste sammen igen, siger Nicki Quist, leder af kultur i MCH.
Der er også andre gode grunde til, at interessen for Årets Julefrokost er stor. Udover at årets udgave bliver en særdeles festlig aften med musik, dans og en lækker julemenu, så byder aftenen på underholdning af to forskellige topkomikere, Ruben Søltoft og Torben Chris, som begge er kendt for at sætte lattermusklerne på overarbejde. Og Torben Chris melder allerede klar:
- I ved, jeg plejer at være lidt indebrændt på scenen, så tænk, hvor meget raseri jeg har sparet op under lockdown. Dette bliver rasende morsomt. Nøj, jeg glæder mig, lyder det fra en af aftenens hovedpersoner.
Hvaler spiller op til dans
Udover de morsomme herrer på scenen spiller De Strandede Hvaler, der frem til 90'erne hed Inside the Whale, op til dans. Bandet, der blandt andet består af Marcus Winther-John og Skjærbæk-brødrene Lars og Troels, leverer musikalsk topunderholdning med pop- og rockhits fra 60'erne og frem til i dag. Der bliver masser af mulighed for at kridte danseskoene og få en svingom på dansegulvet og på den måde fordøje den dejlige julemenu, der byder på alle julens kulinariske favoritter.
Julefrokosterne foregår 26. og 27. november samt 3. og 4. december og er både for virksomheder og private selskaber - med masser af plads til godt humør, gensynsglæde og julestemning.
Flere juletoner i kongrescentret
Udover de festlige julefrokoster er der også andre julearrangementer på plakaten i MCH Herning Kongrescenter. Søndag 28. november er det tid til årets julekoncert med Stig Rossen, som i år har Johanne Milland med som gæstesolist.
5. december skaber Anders Blichfeldt julestemning og julemagi med en helt ny type julekoncert i MCH Herning Kongrescenter. Koncerten 'Christmas Magic' byder på smuk musik og en fantastisk flot opsætning. Publikum bliver ført igennem julens magiske univers med klassiske julesange fra Anders Blichfeldts eget bagkatalog samt sange, der måske ikke altid har været julesange, men som på magisk vis bliver det.
Norske Sissel Kyrkjebø synger også julen ind i MCH Herning Kongrescenter. Hun er på besøg 10. december 2021, og koncerten byder på alt fra klassiske julesange over soul- og gospelperler, som i den grad får julestemningen til at indfinde sig hos publikum.
Alle koncertoplevelser kan kombineres med en lækker middag i Restaurant Teater Kælderen. På den måde kan en dejlig aften med venner eller familie forlænges og oplevelsen udvides.
Hele programmet kan ses på www.mch.dk, hvor der også kan købes billetter til arrangementerne.