Af Poul Sand, bestyrelsesformand i MCH A/S
Som med så meget andet her i livet, begyndte det hele med fodbold. Georg Sørensen kom fra Hammerum IF, jeg selv fra KFUM, og nu krydsedes vore veje i Herning Fremad. Det var i 1983. Georg var lige blevet ansat i A/S Herning-Hallen og kom anstigende til træning i sin firmabil, en flot Saab. Ud af bilen steg han med velfriseret hår, klædt i en lang habitfrakke og sit – dengang – smarte arbejdstøj.
Bag det sofistikerede ydre, gemte sig et lige så raffineret menneske. Hans talent, det høje ambitionsniveau, den strategiske forståelse, visionerne og vinderviljen var ikke til at tage fejl af. Det var det spirende samarbejde mellem os heller ikke. Hverken på eller uden for grønsværen. Georg bejlede lidt til mig; ville have mig som højre hånd i sit salgsteam. Jeg var smigret, men også på en anden karrieremæssig vej på det tidspunkt. Samtidig vidste jeg, at jeg stod over for en ung mand af en hel særlig kaliber – en forretningsmand, som jeg gerne ville arbejde sammen med.
I en lang årrække var jeg i stedet sponsor og leverandør til MCH. Her stiftede jeg bekendtskab med Georgs mangefacetterede værktøjskasse af kompetencer. Som sponsor sad jeg over for en mand med et udpræget servicegen; han fik altid ting til at ske, og man fik altid meget mere, end man forventede. Som leverandør mødte jeg omvendt en stærk forhandler, der var dygtig til at gå helt til kanten og samtidig sikre, at alle parter fik en aftale, som de var tilfredse med. Med fodboldtermer fejede han benene fuldstændig væk under mig. Jeg var dybt imponeret – og er det til stadighed.
Som del af MCH’s bestyrelse – først som menigt medlem i 3 år og siden formand igennem de seneste 18 år – har jeg oplevet forretningsmanden endnu tættere på. Fra første tilskuerrække har jeg fået lov at overvære, hvordan Georg hele tiden arbejder benhårdt for at indfri virksomhedens motto: At skabe oplevelser for alle. Og tilsvarende hvordan han gang på gang bidrager til, at det personlige møde aldrig går af mode, som mange nok har hørt ham sige et par gange eller tre i årenes løb. Georg er blevet garant for det personlige møde, og det har altid ligget ham på sinde at bidrage til at skabe unikke øjeblikke, hvor mennesker kan mødes med hinanden. Hans tro på værdien af det personlige møde er ret så unik, særligt med tanke på den tid vi lever i.
Fastholdelse har også været et helt centralt begreb for Georgs virke. Det gør ham på ingen måde til en stillestående leder – tværtimod er han både fremsynet, forandringsskabende og enestående i at servicere og udvikle MCH’s kunde- og partnersamarbejder til gavn for såvel MCH som byen og området. Det er eksempelvis på hans vagt, at MCH Arena, Hal M, Jyske Bank Boxen og Fremtidens MCH er udviklet og gennemført. En rejse, hvor MCH er gået fra primært at være messecenter med et mindre antal kongresser, koncerter og sportsevents, til nu at stå som en afgørende spiller på en lang række områder: Messer, møder, kongresser, kulturevents og sportsarrangementer. Han har ikke bare været med til at sætte Herning på danmarkskortet; verden følger med. Det er en bemærkelsesværdig præstation, og det vidner om en både visionær, ambitiøs og strategisk anfører for MCH-holdet.
Mine mange år i virksomhedens bestyrelse har også givet mig lov til at opleve mennesket Georg. Et følsomt, engageret, passioneret og dedikeret væsen, der har formået at skabe et helt særligt sammenhold og en MCH-ånd, der viser mig, at han kærer sig om sine ansatte, sine tætte familiebånd og sine relationer i det hele taget. Han besidder stærke kommunikative evner og har en motiverende adfærd, som opbygger, udvikler, samler og styrker. Sådan er jeg sikker på, at hans medarbejdere også vil beskrive ham. Det er også dette særlige MCH-dna, man oplever som gæst. Helt fra man betræder MCH-matriklerne, til man tager herfra igen, er service og sammenhold i top.
Georgs tid i MCH har dog også budt på modgang. Senest hed modstanderen corona, og koncernen stod over for en lang og tung periode, hvor al aktivitet de facto var lukket ned ad flere omgange. Qua hårdt arbejde bag linjerne lykkedes det Georg at styre MCH helskindet ud på den anden side. Det er et svendestykke af dimensioner, der i min optik sætter prikken over i’et i fortællingen om Hr. Sørensens evner og formåen – og om hans kærlighed til virksomheden, som han har været en del af i nu fire årtier.
Grundstenene til vores samarbejde blev lagt på grønsværen dengang i 80’erne, og jeg er både glad og stolt over at have fulgt Georg så tæt igennem så lang tid. Vores samarbejde har været fantastisk, og særligt tre nøgleord har alle årene været gennemgående for vores relation, nemlig tillid, tryghed og respekt. Tre ord, som jeg med sikkerhed kan sige, at alle i Georgs bekendtskabskreds og netværk kan nikke genkendende til.
Tillykke med jubilæet og tak for indsatsen igennem 40 gode år.