26-09-2019  - MCH Presse

Premiere: DiaLabXpo bød på besøgende af høj kvalitet

Premiere: DiaLabXpo bød på besøgende af høj kvalitet

DiaLabXpo fandt sted for første gang i Lokomotivværkstedet 24.-26. september. Foto: MCH/Lars Møller

Diagnostik- og laboratoriebranchens nye mødested DiaLabXpo sluttede torsdag eftermiddag efter tre inspirerende og lærerige messedage med fokus på nye produkter, netværk, vidensdeling og fremtidens løsninger.

Efter tre dage med udstilling fra branchens førende virksomheder, faglige indlæg og debatter samt et bugnende aktivitetsprogram sluttede premieren på DiaLabXpo, der fandt sted for første gang i Lokomotivværkstedet i København 24.-26. september. De besøgende fagfolk kunne i løbet af de tre messedage finde inspiration blandt diagnostik- og laboratoriebranchens førende udstillere, der talte blandt andre Buch & Holm, VWR - part of Avantor og Holm & Halby. Sidstnævnte ser tilbage på en messe med de helt rigtige besøgende.

- Vi har registreret 25 % af de besøgende på vores stand, så for os har der været et fantastisk udbytte. Det har været de helt rigtige besøgende, der har været her - nemlig beslutningstagere, ledere og indkøbere. Vi har noget helt konkret, vi kan tage med hjem i form af salgs-leads, som vi skal hjem og følge op på, siger Morten Dyrner, der er administrerende direktør i Holm & Halby.

Også hos RAMCON ser man tilbage på en veloverstået messe med besøgende af høj kvalitet.

- Den type kunder og besøgende, der har været her, er af meget høj kvalitet, så vi har fået rigtig meget ud af messen. Der har både været beslutningstagere, laboranter og forskere fra det private og det offentlige. Det er altafgørende for os at være på DiaLabXpo og vise vores ansigt udadtil, så det har været et must for os at komme her - også for at kunne vise os frem for interessenter som politikere og investorer, siger Jesper Hardt, der er CEO i RAMCON.

En kombination af udstilling og et stort aktivitetsprogram
Foruden udstilling kunne de besøgende få ny viden gennem faglige indlæg og debatter med afsæt i tre forskellige temaer. Tirsdag var temaet Business med oplæg og debatter med keynote speakere fra store aktører som Novo Nordisk, Trial Nation og Copenhagen Capacity. Med temaet Science satte de faglige selskaber (DEKS, DSKM, DSTH og DSKB) onsdag fokus på laboratoriespecialernes fremtid i den danske sundhedssektor, mens torsdagens tema Future bød på oplæg om emner som Digitale Verdenslaboratorier og Kunstig Intelligens.

Merete Askestad, Marketing Manager Laboratory Diagnostics hos Siemens Healthineers, var vært for DiaLabXpos session med indlæg fra de faglige selskaber, der fandt sted onsdag, og hun finder de faglige indlæg vigtige:

– For mig er de faglige indlæg og debatter side om side med udstilling vigtige for at skabe det dynamiske kraftcenter, hvor man deler viden på tværs. Tilbagemeldingerne fra de faglige selskaber var positive, da messen åbner op for muligheden for at lave tværfaglige arrangementer og blive inspireret af andre fagområder end ens eget. Efter den tilbagemelding håber vi i DiaLabXpo-kommitéen, at vi kan byde de faglige selskaber velkommen på DiaLabXpo i 2020.

Tak til udstillere, besøgende og samarbejdspartnere

DiaLabXpo er skabt i et tæt samarbejde mellem brancheforeningen DiaLab og MCH A/S, og begge parter glædes over, at kombinationen af udstilling, faglige aktiviteter og debatter samt muligheden for at netværke og vidensdele blev taget godt imod af både udstillere og besøgende.

- At vi på DiaLabXpo kan samle hele branchen på én gang giver mere tid til, at man kan gå ud og berige sig, blive klogere og møde nye mennesker. De sidste dage viser, at vores tanke om at lave et fælles mødested for branchen er helt rigtig, og det kan vi nu bygge videre på. Jeg er helt sikker på, at det her kan blive starten på et langt og godt samarbejde med MCH, siger formand for brancheforeningen DiaLab Henrik Christensen, der suppleres af administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen:

- Vi glæder os over, at branchen har fået sit nye faglige og personlige mødested, DiaLabXpo. Vi ser frem til også fremover at bakke op og bistå DiaLab med at videreudvikle messen, siger Georg Sørensen, der samtidig takker DiaLab for godt samarbejde samt udstillerne og de besøgende for opbakningen til DiaLabXpo.

DiaLabXpo blev besøgt af 1.348 fagfolk.

DiaLabXpo kan opleves næste gang 29. september-1. oktober 2020 i forbindelse med FoodTech i MCH Messecenter Herning.


Se flere billeder