Konkurrencevindere på Foodexpo 2024
Søndag 17. marts
- Årets Kok - Bjarke Jeppesen, Treetop Restauranten, Vejle
- Årets Tjener - Andreas Kobs Laursen, Treetop Restauranten, Vejle
- Danmarks Bedste Konditor - Josephine Kirstein Hansen, Andersen Bakery, København
- Danmarksmester i Mocktails - Manuel Lică fra bartendercopenhagen.com
- Danmarks Bedste Spegepølse i kunsttarm - Fransk hvidskimmel salami - Slagter Matthiasen, Nørre Aaby
- Danmarks Bedste Spegepølse i naturtarm - Siciliansk salami - Slagter Munch, Skagen
- Danmarks Bedste Leverpostej - Luksus leverpostej - Slagter Matthiasen, Nørre Aaby
- Danmarks Bedste Frikadelle - Pandestegt frikadelle med æbler, bacon og timian - Pølsemageriet, Silkeborg
- Danmarks Bedste Grillpølse - Ramsløgsgriller med hvidløg - Slagter Christiansen, Fanø
Mandag 18. marts
- Danmarks Bedste Bager - Ludvig Tence, Andersen Bakery, København
- Danmarksmester i Cocktails - Kimberly Høegsberg, Y's Café & Cocktailbar, København
- Årets elevkonkurrencer - Kokkeeleverne Magnus Lund Hansen og Magnus Kokkendoff Ravnbo, Kold College, Odense og tjenereleverne Jacob Urth og Kasper Andersen, College360, Silkeborg
- Danmarks Bedste Rygeostsalat - Ost nr. 5, Røgeostsalat, Jama Ost, Risskov
- Danmarks Bedste Hjemmerørte Flødeost med hvidløg - Ost nr. 5, Hvidløgsost, JUTA, Horsens
- Danmarks Bedste Hjemmerørte Flødeost uden hvidløg - Ost nr. 3, Friskost med løg og urter, Jama Ost, Risskov
- Nordic Green Chef - Kåres først senere
Tirsdag 19. marts
- Danmarks Bedste Romkugle -
- Nordic Chef and Waiter -
Allerede søndag gik det løs med kulinariske konkurrencer i lange baner, og mandag fortsatte årets udgave af Foodexpo med adskillige nye konkurrencer - herunder ikke mindst DM i Cocktails, der i modsætning til mocktail-konkurrencen søndag altså omhandlede klassiske cocktails med alkohol.
Efter adskillige timers konkurrence stod det klart, at vinderen var Kimberly Høegsberg fra Y's Café & Cocktailbar i København. Hun har under to års erfaring som bartender og var så lykkelig, at glædestårerne piblede frem.
- Det betyder alt for mig at vinde i dag, for jeg vil gerne have succes i denne branche, og jeg føler, at dette er et afgørende skridt for mig. Det er en stor ting at vinde Danmarks største cocktail-konkurrence, og jeg er lykkelig for at kunne skrive denne sejr på mit CV. Jeg havde virkelig ikke forventet at vinde, for de andre var enormt gode - det føles som en drøm, og jeg er så glad, at jeg bogstavelig talt græder af glæde, jubler Kimberly Høegsberg.
Danmarks bedste bager
Ligeledes mandag gjaldt det Danmarks Bedste Bager, der efter fem intense timer blev vundet af Ludvig Tence (se billede nederst) fra Andersen Bakery i København. Akkurat ligesom bartender-triumfatoren var han særdeles overvældet efterfølgende:
- Jeg har svært ved at finde de rette ord, for jeg havde ikke regnet med at vinde, og jeg tror virkelig, at det var en tæt afgørelse - men det er selvfølgelig en rigtig fin ting, og jeg er meget glad. Ikke mindst fordi jeg før har deltaget i konkurrencen, hvor jeg fik en tredjeplads - det er fedt nu at stryge helt til tops. Derudover tænker jeg, at virksomheden kan få nytte af prisen på de sociale medier og lignende, forudser Ludvig Tence.
Landets bedste kokke- og tjenerelever
Også de populære elevkonkurrencer udspillede sig mandag på messen, hvor kokke- og tjenerelever således dystede om at blive Danmarks bedste i deres respektive kategorier.
Præmieoverrækkelsen var et stort tilløbsstykke, og til det ene jubelbrøl efter det andet viste vinderne sig efterhånden at være kokkeeleverne Magnus Lund Hansen og Magnus Kokkendoff Ravnbo fra Kold College i Odense og tjenereleverne Jacob Urth og Kasper Andersen fra College360 i Silkeborg.
Tirsdag gælder det én af messens mest berømmede konkurrencer, Danmarks Bedste Romkugle, der senest blev vundet af Seest Bageri i 2022. Derudover skal vinderen af Nordic Chef and Waiter kåres.
Foodexpo finder sted i MCH Messecenter Herning 17.-19. marts 2024. Læs mere på foodexpo.dk.
Messen udvikles i tæt samarbejde med de 13 brancheforeninger og -organisationer BFS - Brancheforeningen for Storkøkkenudstyr, BKC - Brancheforeningen for Kaffe- og Convenienceløsninger, BKD - Bager- og Konditormestre i Danmark, Danmarks Fiskehandlere, De Samvirkende Købmænd, DSM - Danske Slagtermestre, Foreningen Kantine og Køkken, Fødevareklubben, HORESTA, Kost og Ernæringsforbundet, LBI - Leverandørforeningen for bagerimaskiner og inventar, MLDK - Mærkevareleverandørerne og Nærbutikkernes Landsforening.