22-02-2019  - MCH Presse

Prestigefyldte priser blev overrakt til Danish Camping Award

Prestigefyldte priser blev overrakt til Danish Camping Award

Vinderne af Danish Camping Award 2019 i selskab med Torben Frydenlund Rasmussen, formand for DK-CAMP, Anne-Vibeke Isaksen, Dansk Camping Union, og Jens Brendstrup, direktør i OCFF. Foto: MCH/Lars Møller.

For tredje år i træk blev campingbranchen hyldet til Danish Camping Award fredag aften i MCH Messecenter Herning. Danmarks mest prestigefyldte campingpriser blev overrakt, og vinderne kan alle opleves på dette års udgave af Ferie for Alle 22.-24. februar.

Finalister Årets Campingvogn 2019

  • Caravelair Artica 470
  • Adria Adora 673 PK
  • Eriba Living 555 XL
  • Tabbert Vivaldi 490 TD
  • Hobby Prestige 560 LU

Vinderen af Årets Campingvogn 2019 er Adria Adora 673 PK

Finalister Årets Autocamper 2019

  • Rapido 8096dF 
  • Chausson 640 Titanium
  • Hymer BMC-T 680 Mercedes
  • Benimar Tessoro 481
  • Weinsberg CaraCompact 600 MEG Pepper

Vinderen af Årets Autocamper 2019 er Chausson 640 Titanium

Finalister Årets Campingtrækker 2019

  • Ford Kuga Vignale 2,0 TDCi AWD 180 hk
  • VW T-Roc 2,0 TSI DSG 4Motion Sport
  • Renault Grand Scenic Zen 1,3 TCe 140 hk EDC
  • Opel Grandland X 2,0 Turbo D aut. 177 hk Innovation
  • Volvo XC40 D4 AWD aut. Momentum

Vinderen af Årets Campingtrækker 2019 er VW T-Roc 2,0 TSI DSG 4Motion Sport

Finalister Årets Udenlandske Campingplads 2019

  • Camping Las Dunas, Spanien
  • Camping Nature Parc l'Ardéchois, Frankrig
  • Camping Pasquali, Italien
  • Krk Premium Camping Resort, Kroatien
  • Sportcamp Woferlgut, Østrig

Vinderen af Årets Udenlandske Campingplads 2019 er Camping Nature Parc l'Ardéchois i Frankrig

Finalister Årets Danske Campingplads 2019

  • Feddet Strand Camping
  • Svendborg Sund Camping
  • Hillerød Camping
  • Albertinelund Camping
  • Hvidbjerg Strand Feriepark

Vinderen af Årets Danske Campingplads 2019 er Hillerød Camping

Vinder af Campingprisen 2019

  • Ole Eskling, Møns Klint Resort

Der var prisregn i MCH Messecenter Herning, da hyldestshowet Danish Camping Award fredag aften hyldede campingbranchen på åbningsdagen for Skandinaviens største feriemesse Ferie for Alle. Traditionen tro modtog flere virksomheder og en lang række engagerede personer de mest eftertragtede campingpriser som blandt andre Årets Campingvogn, Årets Autocamper og Årets Campingplads.

Seks fornemme priser

Blandt aftenens seks prisoverrækkelser gik prisen som Årets Danske Campingplads til Hillerød Camping for ”bedste service til prisen”. Juryen beskrev Hillerød Camping som en plads med god service, smil og venlighed krydret med lanterner rundt på pladsen, gratis morgenkaffe og måske Danmarks mest hyggelige fælleskøkken. Også særligt pladsens lejrchef blev rost for at elske sine gæster og have det som fast rutine at køre rundt om aftenen og sige godnat til store og små med karameller og kram.

Og det var også med stor glæde, at Annette Quist fra Hillerød Camping sammen med sin mand og to døtre tog imod prisen på scenen.

- Det er helt vildt at vinde denne pris. Det er et fantastisk felt, vi har været oppe mod, og jeg havde slet ikke set den komme. Jeg vil gerne takke alle vores dejlige gæster, kollegaer i branchen og ikke mindst min familie. Det betyder meget for en lille campingplads som os at vinde så flot en pris, sagde Annette Quist fra Hillerød Camping.

Camping Nature Parc l'Ardéchois i Frankrig løb med prisen som Årets Udenlandske Campingplads. Prisen som Årets Campingvogn gik til Adria Adora 673 PK, mens prisen som Årets Autocamper gik til Chausson 640 Titanium, og prisen som Årets Campingtrækker gik til VW T-Roc 2,0 TSI DSG 4Motion Sport. Alle de nominerede vogne var 2019-modeller med vægt på innovation og ”bedst til prisen”, og kan alle købes i Danmark.

Campingprisen 2019 gik til Ole Eskling fra Møns Klint Resort for at være tro mod sin måde at drive campingplads på, hvilket blandt andet har givet pladsen adskillige danske og internationale priser.

Oplev vinderne og campingudstillingen på Ferie for Alle

Fredagens prisuddeling var et branchearrangement, men både lørdag og søndag 23.-24. februar kan alle besøgende opleve vinderne og deres produkter på tæt hold til Ferie for Alle. Messens campingudstilling fylder hele otte haller, og her kan de besøgende igen i år gå på opdagelse blandt samtlige mærker af campingvogne, autocampere og teltvogne samt tilbehør og ikke mindst campingpladser. I campinghallerne kan de besøgende få al den rådgivning, inspiration og information, de har brug for i forbindelse med campingferien.  

Ferie for Alle kan opleves i weekenden 22.-24. februar 2019.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer