Hi Tech & Industry Scandinavia åbnede tirsdag morgen dørene i MCH Messecenter Herning, og de kommende dage byder på flere end 700 udstillere fra industrien, et væld af nyheder, vidensdeling, netværksmøder og et rekordstort aktivitetsprogram.
International FOOD Contest (IFC) er blandt de mange aktiviteter, og fødevarekonkurrencen hædrede tirsdag det gode håndværk, smag og kvalitet, hvor formand for Mejeriforeningen Steen Nørgaard Madsen stod for den officielle åbning. I sin tale understregede han blandt andet betydningen af, at fødevare- og mejeribranchen er gået ind i kampen mod den globale opvarmning med konkrete planer om markante reduktioner af klimabelastningen i dansk fødevareproduktion.
- I mejeribruget har det altid været en kerneværdi at levere sikre, sunde og velsmagende fødevarer. Det er helt centralt for os, at forbrugerne føler, at de gør noget godt for sig selv og deres nærmeste, når de åbner køleskabet og tager et mejeriprodukt ud. Den følelse skal de forsat have. Og derfor skal vi virkelig lægge os i selen for at løse de bæredygtighedsudfordringer, som knytter sig til mælken, sagde Steen Nørgaard Madsen.
Årets bedste fødevarer og mejeriprodukter
Efter sin tale stod Steen Nørgaard Madsen i fællesskab med Anne Arhnung, administrerende direktør hos Landbrug & Fødevarer, for overrækkelsen af priserne i de forskellige kategorier. Flere end 1.000 produkter var indstillet til IFC, og vinderne af de bedste produkter i konkurrencerne Dairy Contest, Mejeribrugets Gourmetpriser og Food Awards blev hyldet.
En af vinderne var Arla Troldhede Mejeri, der blev kåret som vinder af ostekategorien med en 65+ ’Creamy White’ hvidskimmelost.
- Det er første gang, vi vinder, så det er da noget særligt. Vi skal helt sikkert hjem at fejre sejren med vores ansatte. Det er jo deres fortjeneste, at vi har vundet - et bevis på, at fokuseret arbejde med kvalitet belønnes, sagde Torben Pradsgaard, Site Director hos Arla Troldhede Mejeri.
Også to yderligere Arla-mejerier kom på sejrsskamlen i den store mejeridyst. I konsummælkskategorien vandt Arla Slagelse Mejericenter med en kærnemælk 0,5 pct., mens Arla Holstebro Mejeri vandt i kategorien ’smør og blandingsprodukter’ med en LURPAK 500 g saltet smør.
Ud over International Dairy Contest blev vinderne af Mejeribrugets Gourmetpris og Food også kåret. I dysten om Mejeribrugets Gourmetpris var der i år tilmeldt 62 produkter, hvilket er betydeligt flere end normalt. Blandt vinderne var et af par landets helt små mejerier, som ikke tidligere har deltaget i konkurrencen, såsom Tebstrup Gedeost og Den Gamle Foderstof.
International FOOD Contest kan opleves under hi Tech & Industry Scandinavia i MCH Messecenter Herning 1.-3. oktober 2019.
Læs mere om vinderne og dommernes kommentarer til produkterne på www.foodcontest.dk
VINDERE AF INTERNATIONAL DIARY CONTEST 2019
Smør og blandingsprodukter
Smør 500 g saltet fra Holstebro Mejeri
Syrnede skeprodukter, naturel <3,5 % fedt (minus yoghurt)
Kærnemælk 0,5 % 1000 ml fra Slagelse Mejericenter
Udskårne skimmeloste (=ikke helost)
Hvidskimmel 65+ ’Creamy White’ fra Troldhede Mejeri
VINDERE AF MEJERIBRUGETS GOURMETPRIS 2019
Smør og blandingsprodukter
Gammeldags Kærnesmør med sydesalt fra Lindved Mejeri
Konsummælksprodukter og iscreme
Kaffeis med knas fra Den Gamle Foderstof
Bløde oste
Tilia Mundo Øko gedeost fra Tebstrup Gedeosteri
Hårde oste
Fuldmåne Ost fra Thise Mejeri
VINDERE AF FOOD-KONKURRENCEN 2019
Vin & Alkohol
Akvavit, 'Nordisk Aquavit Monastery' 41,5% vol. fra Nordisk Brænderi
Plantebaserede produkter
Plantebaseret is, 'Naturli Liquorice Sweet Bites' fra Naturli Foods A/S
Øl
Lys Lager, 'Magic Dragon Hemp Lager' 5,0% vol. fra Svaneke Bryghus A/S
Kød & Seafood
Rejer, 'Danske Skagen Rejer' fra Launis A/S
Convenience & Kolonial
Tikka Masala, 'Meyers Indisk Tikka Masala' fra Meyers Food
Brød, Kager & Søde sager
Croissant, 'Meyers smørbagte croissant' fra Meyers Food
Honning
Fast honning fra producent Kaia Albin Pedersen