09-02-2018  - MCH PRESSE

Queen + Adam Lambert vender tilbage til Herning

Queen + Adam Lambert vender tilbage til Herning

Fototekst: Queen + Adam Lambert gæster Jyske Bank Boxen 15. juni 2018. Pressefoto.

På sommerens kommende turné vender Queen + Adam Lambert tilbage til Jyske Bank Boxen 15. juni 2018. Publikum kan endnu engang se frem til et spektakulært show, der har fået fantastiske anmeldelser.

Efter en vellykket turné i Europa i november og december 2017 vender Queen + Adam Lambert tilbage til Europa for at spille yderligere 12 koncerter på sommerens turné. De danske fans kan derfor endnu engang se frem til at opleve Queens + Adam Lambert, når de går på scenen i Jyske Bank Boxen 15. juni 2018.

Hos MCH A/S glæder man sig til at byde Queen + Adam Lambert velkommen tilbage til Jyske Bank Boxen, hvor de spillede en totalt udsolgt koncert i februar 2015:

- Vi glæder os rigtig meget over at kunne byde Queen og Adam Lambert velkommen tilbage til Herning. Sidst bandet besøgte Herning gav de en fantastisk koncert i en fyldt Jyske Bank Boxen. Vi ser frem til at gentage festen med det ikoniske, verdensberømte band, siger Nicki Quist, leder af kultur, MCH.
 

Stor efterspørgsel
Siden de første gang delte scene ved American Idol-finalen i maj 2009 har Queen + Adam Lambert vist sig at være et enormt succesfuldt partnerskab, der nu har spillet mere end 130 shows verden over. De nye tour-datoer i 2018 kommer på baggrund af en stor efterspørgsel på flere koncerter i Europa, og Queen + Adam Lambert ser frem til endnu en turné:

- Med den enstemmige positive opbakning på vores sidste turné i Europa var det den absolut bedste produktion, vi har lavet. Der har været stor efterspørgsel på at besøge de byer, vi ikke besøgte på turnéen i 2017, så mens vi stadig har mulighed for at optræde på et højt niveau, tænkte vi: ’JA DA! Vi tager en tur mere!’, siger Brian May, mens Adam Lambert fortsætter:

- Jeg nød hvert sekund af den seneste turné i Europa og følte kærligheden i alle byer, vi besøgte. Jeg kan ikke vente med, at vi skal tilbage til sommer.
 

Et spektakulært sceneshow
Sommerens kommende turné vil igen vise Queen + Adam Lamberts spektakulære nye sceneproduktion, der blev skabt i forbindelse med 40-års jubilæet af Queens album ’News of the World’, som har fået fantastiske anmeldelser på tværs af medierne.

Showet på turnéen i 2017 og 2018 er blevet skræddersyet til bandet af nogle af verdens mest spændende og kreative talenter. Stufish Productions står bag design og produktion, og er verdensberømte for deres innovative arbejde med kunstnere som Pink Floyd, The Rolling Stones og U2, samt åbnings- og afslutningsceremonierne for Beijing Olympics i 2008. De gør brug af over 300 bevægelige lys under showet, som er skabt af den anerkendte lysdesigner Rob Sinclair, der har lavet lysdesign på turnéer for store kunstnere som blandt andre Adele, Peter Gabriel og Kylie Minogue. Produktionens laserelementer er kreeret af ER Productions, der stod bag både åbnings- og afslutningsceremonierne til OL i London i 2012, der blev set af over 900 millioner mennesker verden over.

På den musikalske side har Queen + Adam Lambert et turnerende band med sig, som består af Spike Edney på tangenter, Neil Fairclough på bas og Tyler Warren på percussion.

Bemærk ny dato for salgsstart: Af planlægningsmæssige årsager er starten for billetsalget skubbet en uge til 21. februar kl. 10.00.

Arrangør: Live Nation.