Dele af MCH Messecenter Herning bliver forvandlet til dyrenes verden, når Landsudstillingen for Racefjerkræ atter inviterer både familier og dyre-entusiaster indenfor i messehallerne til en spændende udstilling.
Udstillingen er Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavls årlige event, hvor passionerede hobbyopdrættere fra hele landet samles for at fremvise deres imponerende dyr. Udstillingen byder i år på et omfattende udvalg af godt 2.800 fjerkræ i alle størrelser, herunder høns, gæs, ænder, kalkuner og små vagtler.
Derudover kan de besøgende opleve 220 duer, omkring 550 kanariefugle og cirka 120 kaniner. De smukkeste repræsentanter for de forskellige racer vil blive nøje vurderet, bedømt og præmieret af erfarne dommere fra både Danmark, Sverige, Norge og Tyskland.
Udover bedømmelser er udstillingen et vigtigt samlingspunkt for opdrættere, der kan udveksle erfaringer og dele deres fælles passion.
Inspirerende udflugtsmål
Samtidig fungerer udstillingen som et sjovt og lærerigt udflugtsmål for hele familien, der her kan komme helt tæt på dyrene og lade sig betage og overraske af racernes mangfoldighed og mange farver.
Og drømmer de besøgende om selv at holde høns, duer eller andre fugle eller for den sags skyld kaniner, tjener udstillingen også som en oplagt anledning til at hente inspiration og spørge dedikerede opdrættere til råds.
Derudover flugter udstillingen med tidens tendenser inden for bæredygtighed og økologi, idet et lille hønsehold i haven sikrer selvforsyning med æg - vel at mærke lagt af høns, hvis foder og velfærd ejeren selv har styring med.
Landsudstillingen for Racefjerkræ 2025 finder sted i MCH Messecenter Herning 25.-26. oktober. Læs mere på racefjerkrae.dk.