MCH kan se tilbage på et 2018 med 326 arrangementer og i alt 1.143.583 gæster til messer, udstillinger, kongresser, møder, fester, kultur- og sportsarrangementer i MCH Messecenter Herning, MCH Herning Kongrescenter, Jyske Bank Boxen og på MCH Arena. Isoleret set blev 2018 også et rekordår i multiarenaen Jyske Bank Boxen med 409.304 gæster.
- Det er meget glædeligt at kunne kalde 2018 et rekordår. Det har kunnet lade sig gøre, fordi vores kunder og samarbejdspartnere dedikerer deres engagement og tid i samarbejdet med MCH’s medarbejdere. Og alle medarbejdere, faste som freelancere, fortjener den største ros for deres passionerede indsats for firmaet i årets løb. De har imponeret mig, og det takker jeg hver enkelt for, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.
Vidensdeling, netværk og ny messe
2018 bød på 22 fag- og publikumsmesser samt udstillinger i MCH, der blev besøgt af i alt 428.619 gæster og dermed 95.000 flere end i 2017. Fremgangen skyldes blandt andet DM i Skills og Europaschau 2018.
- Messerne er vores største og ældste forretningsområde, og derfor glæder vi os over et godt messeår 2018 og over, at vi i år kan se frem til 21 messer og udstillinger, siger Georg Sørensen.
Udover de velkendte messer byder 2019 også på den helt nye fagmesse for laboratorie- og diagnostikbranchen, der er skabt i samarbejde med brancheforeningen DiaLab. Messen er blevet døbt DiaLabXpo og afholdes for første gang 24.-26. september 2019 i København, hvorefter den i 2020 gennemføres i Herning.
Et stort sportsår
Det forgangne år blev også et af de helt store sportsår i MCH. I maj blev pucken kastet for første gang til en af verdens største sportsbegivenheder, IIHF Ishockey VM i Jyske Bank Boxen, hvor det danske ishockeylandshold havde hjemmebane og spillede foran tætpakkede tribuner. Eventen blev af gæsterne i en undersøgelse vurderet til 4,7 på en tilfredshedsskala fra 1-5. Under VM i Ishockey rundede Jyske Bank Boxen en helt særlig milepæl, da gæst nummer to million siden åbningen i 2010 trådte ind ad døren.
- Endnu engang tillykke og tak til de stærke kræfter, der sikrede VM i Danmark. Også en varm tak til det danske hold, der skabte store oplevelser i Jyske Bank Boxen, siger Georg Sørensen.
Maj bød også på guld til FC Midtjylland. Klubben sikrede sig sit andet danske mesterskab på den udsolgte MCH Arena, der desuden igen blev kåret som Danmarks Bedste Bane af alle Superliga-anførere. Dermed vandt MCH Arena Den Gyldne Greb for tredje gang, siden titlen blev indført i 2012.
Musik, møder og meget mere
Både danske og internationale stjerner gæstede i løbet af 2018 Jyske Bank Boxen. Musikalsk bød året på kunstnere som blandt andre Metallica, Roger Waters, Queen og Nephew, mens Anders ’Anden’ Matthesen gav et imponerende comedyshow i forbindelse med sit 25-års jubilæum.
Også i MCH Herning Kongrescenter bød året på et bredt udvalg af koncerter, comedy, teater og foredrag, hvor publikum blandt andet kunne opleve Mikkel Kessler og Mike Tyson fortælle om livet i og udenfor bokseringen.
Forretningsområdet møder, kongresser og fester bød blandt andet på politiske landsmøder og kongresser med stor bevågenhed samt en lang række større fester.
Anden etape af Fremtidens MCH klar til brug
Den 23. marts stod en helt ny ankomstbygning foran Jyske Bank Boxen klar til brug. Byggeriet, der var første etape af projektet Fremtidens MCH, som binder multiarenaen sammen med de sydlige messehaller og dermed former et nyt indgangsparti mod syd, vandt i oktober Herning Kommunes bygningspræmieringspris 2018.
Anden etape af Fremtidens MCH stod klar ved årsskiftet og omfatter en opgradering af udenomsarealerne, herunder en ny tunnel under Vardevej samt en ny parkerings- og eventplads foran Jyske Bank Boxen og MCH Arena. Det samlede projekt er støttet af Realdania og Herning Kommune.
Tak for den store indsats
MCH’s administrerende direktør, Georg Sørensen, understreger, at mange har andel i koncernens rekordår med et besøgstal på flere end en million gæster.
- Succes skabes i stærkt og tillidsfuldt samarbejde. Derfor tak til vore trofaste kunder og samarbejdspartnere indenfor forretningsområderne messer, møder, musik og mesterskaber. Også alle MCH-medarbejdere faste som freelancere fortjener en ekstra varm tak for deres store indsats i årets løb. Vi ser frem til et glædeligt gensyn og nye oplevelser her i 2019, siger Georg Sørensen.
Det næste store arrangement i MCH er sportens prisuddeling Sport 2018, hvorefter Jyske Bank Boxen forvandles til hele Danmarks hjemmebane, når de danske håndboldherrer rykker til Herning. VM i Herrehåndbold gennemføres i et samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund og det tyske håndboldforbund og er det første VM i Herrehåndbold på dansk grund siden 1978.