04-06-2022  - MCH Presse

Rekordmange LykkeLiga-spillere fightede og festede i Jyske Bank Boxen

Rekordmange LykkeLiga-spillere fightede og festede i Jyske Bank Boxen

Highfives blev uddelt, mål blev fejret, og positive tilråb blev sendt afsted til LykkeLiga-spillerne, der lørdag 4. juni havde indtaget halgulvet i Jyske Bank Boxen. Foto: Rene Jeppesen.

Flere end 650 funklende LykkeLiga-stjerner var lørdag 4. juni samlet til LykkeCup, der på festligste manér markerede sæsonafslutningen med konfetti, musik, et storstilet gallashow – og selvfølgelig masser af håndbold i Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning.

Flere end 200 kampe fordelt på 11 baner i Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Hernings Hal K blev fløjtet i gang, da 62 klubber med over 650 håndboldglade børn og unge med udviklingshandicap snørede håndboldskoene til årets helt store begivenhed LykkeCup.

Håndboldglæden lyste ud af LykkeLiga-spillerne, der dagen igennem var garant for forrygende fight og kreative jubelscener på halgulvet, inden stævnet kulminerede med konfettibad, medaljeoverrækkelse – naturligvis med guldmedaljer til alle – og genkendelige poptoner fra Hjalmer.

Det var andet år i træk, at LykkeCup indtog Jyske Bank Boxen. Det populære stævne vender tilbage til Herning i både 2023 og 2024.

Se billederne fra LykkeCup i galleriet herunder.

Se TV Midtvests indslag fra stævnet


Se flere billeder