09-04-2022  - MCH Presse

Retrofund og reservedele skabte stor shoppelyst på Loppe- og stumpemarked

Retrofund og reservedele skabte stor shoppelyst på Loppe- og stumpemarked

Der blev gjort adskillige genbrugsscoops, da den 72. udgave af Loppe- og stumpemarked samlede nipsdetektiver og stumpejægere lørdag 9. april. Foto: MCH/Lars Møller.

Jagten på skjulte skatte og sjældne stumper gik ind, da den 72. udgave af Danmarks største indendørs marked samlede 6.993 loppelystne fra nær og fjern i MCH Messecenter Herning lørdag 9. april.

Kabler, keramik, knagerækker, knallerttilbehør, kæder og alt derimellem skiftede hænder, da Loppe- og stumpemarked atter samlede genbrugs- og motorentusiaster lørdag 9. april. Her var otte messehaller fyldt med patinerede antikviteter og reservedele til alskens køretøjer, som loppe- og stumpejægere kunne boltre sig i blandt de 400 veloplagte stadeholdere.

Det var 72. gang, at Danmarks største indendørs marked slog dørene op til stumper og guld fra gemmerne i MCH Messecenter Herning, der siden 1984 har dannet rammen om det populære loppe- og stumpeunivers. Den næste udgave af Loppe- og stumpemarked finder sted i MCH Messecenter Herning lørdag 19. november 2022.

Mærk stemningen gennem billedgalleriet herunder.


Se flere billeder