15-11-2018  - MCH Presse

Rod Stewart giver koncert i Jyske Bank Boxen i 2019

Rod Stewart giver koncert i Jyske Bank Boxen i 2019

Rod Stewart giver koncert i Jyske Bank Boxen 14. maj 2019.

I forbindelse med udgivelsen af sit 30. studiealbum ’Blood Red Roses’ tager Rod Stewart på turné i 2019, hvor han lægger vejen forbi Herning og Jyske Bank Boxen tirsdag 14. maj.

Med sin karakteristiske stemme, stil og sangskrivning har Rod Stewart brudt med alle genrer af populærmusikken lige fra rock og folk til soul og R&B, og når kunstneren gæster Herning i maj 2019, kan publikum se frem til at opleve en af de få stjerner, der har haft succes og hitlistetoppende albums gennem hvert årti af karrieren.

Som en af de bedst sælgende kunstnere i musikhistorien, med over 200 millioner solgte plader på verdensplan, vil Rod Stewarts optræden ved 2019-koncerterne indeholde klassikere fra det store bagkatalog, men også sange fra det nye album ’Blood Red Roses’, der udkom 28. september. Albummet fremhæver Rod Stewarts stærke sangskriverevner, som han har forfinet gennem snart 50 år, og byder på en samling med 13 dybt personlige originalsange, hvoraf ti er helt nye.

Utallige priser

Rod Stewart har gennem sin karriere modtaget utallige af branchens største priser. Han har blandt andet opnået to optagelser i Rock and Roll Hall of Fame, en ASCAP Founders Award for sin sangskrivning, titlen som New York Times’ bedst sælgende forfatter samt Grammy™ Living Legend. I 2016 blev han officielt ‘Sir Rod Stewart’ efter at være blevet slået til ridder af Prins William på Buckingham Palace for sit bidrag til musikken og velgørenhed.

Koncerten med Rod Stewart kan opleves i Jyske Bank Boxen 14. maj 2019. Billetsalget starter tirsdag 20. november kl. 10.00.