08-05-2019  - MCH Presse

Rod Stewart indtager Jyske Bank Boxen om få dage

Rod Stewart indtager Jyske Bank Boxen om få dage

Pressefoto.

Tirsdag 14. maj kan publikum glæde sig til at opleve en af de bedst sælgende kunstnere i musikhistorien, når Rod Stewart lægger vejen forbi Herning og Jyske Bank Boxen på sin turné.

Der er lagt op til et brag af en koncert, når rocksangeren Rod Stewart med sin ikoniske hæse stemme og karakteristiske stil og sangskrivning indtager scenen i Jyske Bank Boxen tirsdag 14. maj i forbindelse med udgivelsen af sit 30. studiealbum ’Blood Red Roses’. Med flere end 200 millioner solgte plader på verdensplan kan publikum se frem til at skråle med på både nye sange og kendte klassikere som det gamle Faces-nummer ’Stay With Me’ og et af Stewarts største hits til dato ’Da Ya Think I’m Sexy?’.

Stor succes, hitlistetoppende albums og utallige priser
Rod Stewart har i sin tid som musiker brudt med alle genrer af populærmusikken lige fra rock og folk til soul og R&B. Med sine stærke sangskriverevner, som han har forfinet gennem snart 50 år, er han en af de få stjerner, der har haft succes og hitlistetoppende albums gennem hvert årti af karrieren. Rod Stewart har modtaget utallige af branchens største priser. Han har blandt andet opnået to optagelser i Rock and Roll Hall of Fame, en ASCAP Founders Award for sin sangskrivning, titlen som New York Times’ bedst sælgende forfatter samt Grammy™ Living Legend. I 2016 blev han officielt ‘Sir Rod Stewart’ efter at være blevet slået til ridder af Prins William på Buckingham Palace for sit bidrag til musikken og velgørenhed.

Koncerten med Rod Stewart kan opleves i Jyske Bank Boxen 14. maj 2019 kl. 19.30. Billetter til koncerten kan købes via mch.dk.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer