Når de traditionsrige julefrokoster i MCH Herning Kongrescenter endelig vender tilbage sidst på året, bliver det med lattervækkende besøg af to af Danmarks, og egnens, mest populære komikere – Ruben Søltoft og Torben Chris. De anmelderroste standupkomikere færdes begge hjemmevant i Herning, hvor de har nydt stor popularitet med en række udsolgte shows de seneste år.
Med charmerende selvironi og skarpe punchlines indleder Ruben Søltoft julefrokostens underholdning efter hovedretten med sin vanlige udtryksfulde mimik. Efter desserten er der i bedste Torben Chris-stil lagt op til skarpe holdninger og skæve betragtninger af stort og småt krydret med et tykt lag selvironi.
Udover de to komikere byder aftenen også på en storstilet julemenu og danselokkende pop- og rocktoner fra De Strandede Hvaler med de største hits fra 60’erne og frem til i dag på sætlisten.
- Efter et år med nedlukning, hjemmearbejde og aflyste julefrokoster glæder vi os over endelig igen at kunne præsentere årets julefrokost i MCH, hvor man kan nyde en festlig aften sammen med gode venner eller kolleger. Med to af landets sjoveste komikere til at levere gode grin, en lækker julemenu i trygge rammer og de musikalske hvaler til at levere festmusikken er der god grund til at glæde sig til årets julefrokost, siger Nicki Quist, der er leder af kultur i MCH A/S.
Julefrokost med Ruben Søltoft og Torben Chris, som både er for privatpersoner og virksomheder, finder sted 26. og 27. november samt 3. og 4. december i MCH Herning Kongrescenter. Billetter kan købes via mch.dk.