22-10-2023  - MCH Presse

Rutineret svensker sejrede ved World Cup-stævnet i Herning

Rutineret svensker sejrede ved World Cup-stævnet i Herning

H.K.H. Prinsesse Benedikte lykønskede Patrik Kittel med sejren i Jyske Bank Boxen. Foto: World Cup Herning/Kim C. Lundin.

Det hesteglade publikum kunne for femte gang nyde verdensklasse dressur og spring i Jyske Bank Boxen. World Cup-stævnet sluttede efter fire intense dage søndag med svensk sejr til Patrik Kittel foran danskerne Nanna Skodborg Merrald og Lone Bang Zindorff.

Resultater - Top 5

 

1. Patrik Kittel / Touchdown (SWE)

84.065%

 

2. Nanna Skodborg Merrald / Blue Hors Zack (DEN)

82.820%

 

3. Lone Bang Zindorff / Thranegaardens Rostov (DEN)

81.760%

 

4. Andreas Helgstrand / Queenparks Wendy (DEN)

81.160%

 

5. Anna Zibrandtsen / Quel Filou (DEN)

78.685%

Årets udgave af FEI World Cup-stævnet var det femte i rækken i Herning, og det hesteglade publikum kunne søndag hylde den rutinerede svensker Patrik Kittel og den 11-årige vallak Touchdown, der med en score på 84,065 sejrede suverænt foran sin morfar, den 20-årige hingst Blue Hors Zack, der med Nanna Skodborg Merrald blev nummer to i hestens sidste internationale stævne. På tredjepladsen fulgte endnu en dansk ekvipage med Lone Bang Zindorff og Thranegaardens Rostov foran Andreas Helgstrand på den danske varmblodshoppe Queenparks Wendy.

Patrik Kittel vandt både lørdagens World Cup Grand Prix på Touchdown og de to internationale dressurkonkurrencer Grand Prix og Grand Prix Speciel på Bohemian. Han vandt fire klasser i alt, og han kan slet ikke huske, om det er sket tidligere i hans karriere, der strækker sig over 25 år.

Han var derfor meget følelsesladet ved præmieoverrækkelsen, der blev forestået af H.K.H. Prinsesse Benedikte i Jyske Bank Boxen:

- Æresrunden med Touchdown var så cool, og det var en fantastisk følelse at highfive med det meget medlevende publikum i Boxen. En fantastisk sport og en fantastisk atmosfære at være i, sagde Patrik Kittel.

Også de danske ryttere var begge begejstrede efter stævnet. Nanna Skodborg Merrald var både rørt og stolt, da Blue Hors Zack sluttede karrieren til stående applaus med en samlet score på 82,820.

- Han har gjort det muligt for mig at være blandt verdens bedste. Han fortjener alt det bedste, sagde Nanna Skodborg Merrald, og efter sit bedste resultat til dato (81,160 med Thranegaardens Rostov, red.) var også Lone Bang Zindorff begejstret:

- Det var megafedt. Det er fantastisk at ride i Herning, hvor man føler, man er på hjemmebane i Boxen. Jeg ryster helt, lød det fra Lone Bang Zindorff umiddelbart efter konkurrencen.

Arrangørerne roser publikum
Casper Cassøe Krüth, Event Director, World Cup Herning udtaler på vegne af arrangørerne:

- Vi vil gerne takke publikum for deres opbakning til rytterne og fortjente hyldest til hestene. Hele stemningen er noget, der bliver lagt mærke til og talt om internationalt. Også en stor tak til vores gode samarbejdspartnere og sponsorer for opbakningen og til hele teamet, de 200 frivillige og ansatte, for en fantastisk indsats op til og under stævnet, siger Casper Cassøe Krüth.

Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, udtrykker også sin glæde over World Cup-stævnet:

- Et stort tillykke til arrangørerne med endnu en velgennemført hestebegivenhed i Herning, og samtidig en varm tak for både tillid og tæt samarbejde om World Cup-stævnet, der nu i sin femte udgave er en tradition i uge 42 med både sportslige højdepunkter og masser af oplevelser for de hesteglade. Jeg vil gerne takke udstillerne for opbakningen, og samtidig tak til de dedikerede deltagere og de mange tusind gæster fra hele Danmark og udlandet, der sammen har skabt en rigtig god stemning, siger Georg Sørensen, og ser frem til det næste store hesteevent, Dansk Varmblods Hingstekåring og Gallashow i marts 2024.


Se flere billeder