De danske håndboldherrer har haft en forrygende start på VM med tre sejre på stribe – og tirsdagens kamp var ingen undtagelse. Med stor jubel og trommehvirvler fra de rød-hvide farver på lægterne blev der skabt en stemningsfyldt hjemmebane for det danske herrelandshold, der tirsdag aften tog imod Østrig i den fjerde VM-kamp og spillede sig til en flot sejr på 28-17.
Efter en ellers usikker start på første halvleg med en 8-7 føring til Østrig kulminerede stemningen med massiv jubel 10 minutter før pause, da Danmark endelig udlignede til 8-8 med en flot redning af Niklas Landin og efterfølgende en scoring af Henrik Møllgaard. Kort tid efter bragte Nikolaj Øris Danmark foran 9-8, og endnu en redning af Niklas Landin sikrede Danmark en solid føring på 11-8 ved halvleg. Med fællessang, stående klapsalver og massiv opbakning fra de danske fans blev anden halvleg forrygende for de danske drenge, som sikrede sig en flot og overlegen sejr på 28-17 over Østrig. Prisen som kampens spiller gik til Rasmus Lauge.
Også tirsdag bød MCH’s 10.000 m2 store fanzone i hal M på ægte håndboldfest og fanstemning med underholdning, live-musik og aktiviteter for alle. Både før, under og efter dagens tre kampe var området velbesøgt og emmede af god stemning og fællesskab.
Forinden Danmarks kamp lagde Jyske Bank Boxen også bane til kampene mellem Saudi Arabien – Tunesien samt Norge – Chile. Dagen blev indledt med en 24-20 sejr til Tunesien over Saudi Arabien, hvorefter Norge besejrede Chile med en 41-20 sejr.
Næste og sidste gruppespilskamp spilles torsdag kl. 20.15, hvor Danmark møder Norge i Jyske Bank Boxen.
Følg med og hold dig opdateret på de sociale medier
Jyske Bank Boxens Facebookside og Instagram
Fanzonen i Herning
Håndboldherrernes Facebookside og Instagram
#jyskebankboxen
#handball19
#standout