Tirsdag aften jagtede de danske ishockeyherrer deres første VM-kvartfinale i ni år. 10.500 fans var på plads i en udsolgt Jyske Bank Boxen, og stemningen var høj fra første minut. Med bølgegang og fællessang lagde danskerne godt fra start med et massivt pres og mange gode chancer – dog uden scoringer.
Efter en fantastisk første periode, set med danske briller, så det anderledes nervepirrende ud i anden periode. Her var det tyskerne, der havde mest fart i skøjterne, og blot 46 sekunder før periodepausen kunne tyske Ehliz hamre pucken i nettet til en tysk 1-0 føring.
Nervøsiteten kunne mærkes i Jyske Bank Boxen, da tredje periode blev fløjtet i gang, og Tyskland igen sad på en massiv del af chancerne – alligevel blev det den danske NHL-profil Nikolaj Ehlers, som var fløjet hjem specielt til aftenens kamp, som hamrede pucken i mål til 1-1 og kæmpe jubel fra Jyske Bank Boxen.
Nervepirrende afslutning
Med fornyet håb om en kvartfinaleplads blev der sat gang i fem minutters forlænget spilletid - som endte målløst. Kampen blev derfor afgjort i straffeslag, hvor man spiller bedst ud af fem. Her blev det Olesen og Blichfeld, som sørgede for to mål, og tilsat nogle formidable redninger fra Dichow sikrede de danske ishockeyherrer sig billetten direkte videre i kvartfinalen.
Kvartfinalerne i Jyske Bank Boxen finder sted 22. maj. Her mødes Schweiz og Østrig i første kamp kl. 16.20, mens Danmark møder Canada kl. 20.20. Fanzonen åbner kl. 14.20 - og der er gratis adgang for alle.