15-12-2020  - MCH PRESSE

Sådan! Danmark er klar til EM-semifinalen

Sådan! Danmark er klar til EM-semifinalen

Foto: MCH/Lars Møller.

Tirsdag aften sikrede de danske håndbolddamer sig en billet direkte videre til EM-semifinalen efter en sensationel sejr over Rusland på 30-23.

Der var lagt op til en direkte duel i kampen om en plads i EM-semifinalen, da Danmark mødte Rusland i den sidste mellemrundekamp tirsdag aften. Vilkårene var klare: Det krævede en sejr over Rusland, hvis de danske håndbolddamer skulle sikre sig en billet videre til EM-semifinalen. Og det gjorde de!

Første halvleg startede målfattigt med 2-2 efter syv minutter, men herefter blev tempoet sat i vejret, og med en stærk defensiv og Sandra Toft og Mie Højlund som de helt store stjerner på banen kunne de danske håndbolddamer lægge større og større afstand til Rusland. Første halvleg var præget af dansk dominans, og det danske landshold kunne derfor velfortjent gå til pause med 13-9 på måltavlen.

Anden halvleg startede anderledes målrig, og efter bare 35 minutters spil måtte den russiske landstræner tage timeout med en kraftig opsang ved 17-12. Lige lidt hjalp det dog, og de danske håndbolddamer fortsatte det høje pres og tempo og kunne ved flere lejligheder glæde sig over en solid femmålsføring. Selvom de russiske håndbolddamer ikke gav op på noget tidspunkt, så stod Sandra Toft som en massiv mur i målet, og Mie Højlund havde en formidabel aften med hele syv scoringer. Jesper Jensens tropper var på alle måder flyvende og kunne efter 60 minutters spil glæde sig over en sensationel 30-23 sejr over Rusland og en billet videre til EM-semifinalen.

Kampens spiller blev Sandra Toft.

Danmarks næste kamp bliver EM-semifinalen mod Norge, som spilles på fredag i Jyske Bank Boxen.

 

FØLG MED OG HOLD DIG OPDATERET PÅ DE SOCIALE MEDIER

Jyske Bank Boxens facebook og Instagram
Håndbolddamernes facebook og Instagram

#jyskebankboxen
#håndbolddamerne
#ehfeuro2020
#handballispassion