I kølvandet på regeringens udmelding fredag vedrørende coronavirus og forsamlinger over 1.000 personer, er det i dag blevet besluttet at rykke Santander Final4 til 9.-10. maj, hvor Jyske Bank Boxen stadig vil danne rammen om håndboldfesten.
Det store finalestævne skulle således have været afviklet i Herning i den kommende weekend, men nu må de fire deltagerklubber, tilskuere og tv-seere væbne sig med tålmodig.
Alle billetter, der er købt til weekenden 14.-15. marts, vil være gyldige til weekenden 9.-10. maj. Skulle man være forhindret denne weekend, kan billetter refunderes ved at kontakte Ticketmaster senest 23. marts.
Divisionsforenings direktør Thomas Christensen fortæller:
- Vi er naturligvis meget kede af, at det ikke bliver til noget i Jyske Bank Boxen i den kommende weekend, med de gener dette måtte medføre. Omvendt er vi glade for, at vi nu i tæt samarbejde med MCH, TV2, klubberne og DHF har fundet en løsning, der gør, at vi kan afvikle Santander Final4 9.-10. maj. Vi ser frem til at holde et brag af en håndboldfest til maj.