06-09-2022  - MCH Presse

Santander Final4 vender tilbage: Pokalslaget skal igen stå i Jyske Bank Boxen

Santander Final4 vender tilbage: Pokalslaget skal igen stå i Jyske Bank Boxen

Herrefight fra øverste håndboldhylde er på programmet i Jyske Bank Boxen i weekenden 18.-19. februar 2023, når Santander Final4 for fjerde gang gennemføres i multiarenaen i det midtjyske.

Intense dueller på halgulvet og aktiviteter for fans i alle aldre er i vente, når den næste pokalvinder på herresiden i håndbold skal findes i februar 2023. Det er fjerde gang, at der dystes om den prestigefyldte pokal i Jyske Bank Boxen, der plejer at syde af pokalstemning.  

Finalestævnet indledes med semifinaler lørdag, hvor de to pokalfinalister skal findes, mens søndagen er den helt store finaledag med dertilhørende show og medaljeceremoni. Hvilke fire klubber, der skal kæmpe om titlen, står klart, når kvartfinalerne i Santander Cup afvikles inden jul.

Placeringen af herrernes Santander Final4 på den ikoniske håndboldscene i Herning glæder Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen:

 - Vi glæder os også over, at aftalen med Herning Kommune og MCH er på plads, så vi for fjerde gang for herrernes vedkommende kan afholde Santander Final4 i de smukke rammer i Herning.

Afterparty med fuld bas
Efter lørdagens semifinaler i Jyske Bank Boxen kan håndboldglade gæster fra nær og fjern forlænge festen i hjertet af Herning med middag og koncert under navnet ’Absolute Bass’, hvor Ace of Base-forsangeren Jenny Berggren, DJ Aligator og Hampenberg & Yepha spiller op til dans.

Billetsalget er begyndt, og frem til 20. september er der 100 kroner at spare på partoutbilletten til Final4 her. Her er det desuden muligt at tilkøbe billet til middag og ’Absolute Bass’-koncerten i MCH Herning Kongrescenter lørdag 18. februar.